Kan vi ikke nok tage hjem?

Og så sad vi dér

img_0039

Vi gik på legepladsen i dag. Klokken var kvart i madlavning og vejret var ikke noget at råbe hurra for – men den mindste kedede sig, de store kunne overtales – og vi havde pludselig ikke frekventeret “vores” legeplads i en måned. “Den lille legeplads”, som den hedder på indre Østerbrosk. 300 meter fra vores gadedør. Langt fra områdets flotteste eller største eller mest motorisk udfordrende – men vores. Tættest på. Tryggest. Her har vi spenderet jeg ved ikke hvor mange eftermiddage, formiddage, hverdage, lørdage, søndage og feriedage. Vist endda juledage og fødselsdage. Her har jeg drukket jeg ved ikke hvor mange kopper kaffe – og mine børn har indtaget jeg aner ikke hvor mange teboller. Her har de testet deres grænser, udfordret rutsjebaner, hoppet fra gynger, klatret på tage og pådraget sig hudafskrabninger. Her har Sia brækket armen og her blev Elliot engang hentet af en ambulance med udrykning – efter et fald på halvanden meter og en mistanke om kraniebrud. Her har jeg grint og grædt – fotograferet, småsnakket, kigget på og leget med.

Vi gik på legepladsen i dag. Og så sad vi dér. Min mand og jeg. På en bænk i eftermiddagssolen, der alligevel valgte at kigge frem. Og kiggede på. Kiggede på vores børn, der legede. Alene og med hinanden. Og pludselig slog det os, at de ikke behøvede os. At vi i noget nær femten minutter havde været overflødige – for første gang i tre år. For første gang siden vi i September 2014 erfarede, at vores børn havde leget for dem selv i noget nær femten minutter – og blev enige om at lave en til. For det var det, der skete. Vi kiggede hinanden i øjnene og aftalte, at nu var der plads. Og en uge senere var der to streger.

Og så sad vi dér. Og følte måske lidt, at vi burde lege med. Og følte måske lidt, at vi snød. Men det gjorde vi ikke. Vi er bare kommet ud på den anden side. Ud på den side, som vi stiltiende og simultant har sukket efter i to år. Derud, hvor man engang imellem kan tillade sig at sidde på en bænk i eftermiddagssolen og kigge på.

Og så sad vi dér.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

17 kommentarer

  • Kristinna

    Jeg elsker din blog. Din måde at skrive på. Og jeres måde at være forældre på. Jeg kan spejle mig i det meste og du rammer plet i mit hjerte og min mave, hver gang.

    Og den der legeplads. Det er også vores yndlings herhjemme <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak for din kommentar, Kristina. Jeg bliver så glad – i både hjerte og mave ❤ Og sig lige hej, hvis vi mødes på vores yndlingslegeplads en dag :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kristinna

      Det vil jeg håber at vi gør ;-) Jeg giver et Hej, hvis det sker! Nyd stilheden og 1:1 fridagene. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Cecilie

    Dejligt indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Ej, har læst med længe, dog uden at kommentere. Men bliver nødt til, at sige tillykke! I lyder til, at have hjerterum til en mere❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak Julie – jeg tror dog, at vi stopper med de tre, vi har 😊❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Sidder og bliver helt rørt over dit smukke og velskrevet indlæg.
    Klokken er 06:11 – sidder i sofaen med min 2 årige søn, en kop kaffe, Ramasjang og en baby i maven, som kommer om ca 2 måneder.
    Vores søn er nu nået den alder hvor han også kan lege i små 10 min alene og omlidt har vi endnu en der kræver vores fulde opmærksomhed og vi GLÆDER os!
    Men vi ser også frem til at vi om et par år kan nyder stunder uden at skal være på 24/7 og hvor vores børn kan få glæde af hinanden, ligesom du beskriver ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak for din kommentar – og kæmpestort tillykke med graviditeten. Det bliver fantastisk – både om to måneder og om to år ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Ej hvor er det fantastisk! Sikke en nyhed, og hvor skriver du bare helt fænomenalt! TILLYKKE og alt godt til dig og din familie! Kh Clara

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • May

    Du skriver SÅ godt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Åhhh “Kattelegepladsen” som den hedder hjemme hos os, for da min største var lille var det vores hængud, og den gang (for 10 år siden) boede der en kat på legepladsen, den fik mad af en børnehave og tog sig ofte en lur i en af klapvognende som stod parkeret (de stod jo bare der og ventede mens børnene legede med dyne og det hele)mine to ældste børn har lige som dine spist utrolig mange boller og leget utrolig mange timer mens jeg har siddet og set på. Nu har vi ikke været der i 4-5 år vil jeg tro, bor i en anden ende af byen nu, men da jeg læste dit indlæg kunne jeg mærke at jeg savnede den legeplads og de tide helt utroligt. tak for dine fine jordnære indlæg som samtidig er så reflekterede og kloge.
    De bedste Hilsner Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak for de pæne ord! ❤ Og mht legepladsen: der bor stadig en kat – og nu ved jeg jo ikke om det er den samme, men den lader til at føle sig ret meget på hjemmebane! 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan vi ikke nok tage hjem?