Københavnertip: Leg og træn på toppen af et P-hus!

Og var det dét her, man ville?

Jeg er gennem de sidste par måneder stødt på flere gamle gymnasievenner. Venner, der pludselig er blevet voksne. Venner, der står i slutningen af 20’erne og skal træffe nogle valg. Venner, der skal til at finde ud af, om de er det rigtige sted. I livet.

Venner, der tager deres parforhold op til revision. Er du den eneste ene? Er det dig, jeg skal have børn med? Skal jeg overhovedet have børn? Skal jeg have dem nu? Skal vi giftes? Skal vi bo sammen? Skal jeg prøve at være lidt mere fri? Suge det sidste ungdom ud af det liv, som jeg aldrig får igen?

Skal jeg det ene eller skal jeg det andet?

Og jeg forstår dem godt! For helvede man. Så var man pludselig tæt på 30. Og var det dét her, man ville? Findes der mere?

Og så kigger jeg på min mand. Og på mine børn og på min rodede lejlighed. Og så bliver jeg pludselig helt vildt taknemmelig for, at jeg ikke behøver at have de overvejelser. Og at jeg aldrig har behøvet at have dem.

Jeg har truffet ét stort valg. Som 21-årig. Èt. Bang – du er gravid! Med ham dér! Vil du have barnet? Ja. Så find ud af det! Få det til at fungere.

Og så var det ligesom det. At gå fra hinanden har aldrig været en mulighed. Og det er ikke fordi, det bare har været let. Jo gu fanden har jeg en god mand. En rigtig god en, ovenikøbet. Men træerne vokser altså ikke ind i himlen – og gu fanden har vi da også konflikter og vasketøj. Og praktik og økonomi og overvejelser. Og jeg råber og skriger engang imellem. For jeg er temperamentsfuld og jeg er kompromisløs og måske er jeg heller ikke helt voksen endnu. Men vi har aldrig nogensinde været dér, hvor vi har været så meget som i nærheden af at overveje, om vi skulle have valgt anderledes. Eller om vi skal vælge anderledes nu.

Og det handler ikke om, at jeg af princip er imod at vælge andre veje. Mine forældre er blevet skilt – både fra hinanden og så igen – og de er uden tvivl lykkeligere hvor de er nu, end hvor de var første eller anden gang. Men jeg er et godt sted. Langt størstedelen af tiden. Og selvom det ikke konstant er den store forelskelse og selvom jeg kan være helt fysisk træt af min mand i glimt – så er jeg så uendeligt taknemmelig for at jeg har fundet en, der forstår mig og som elsker mig og holder mig ud – og som jeg har et fælles projekt med.

For nogle år siden kunne jeg engang imellem tage mig selv i at overveje, om jeg havde valgt anderledes, hvis jeg ikke havde testet positiv den 3. april 2009. Om vi så stadig havde været sammen. Flere mennesker har ovenikøbet spurgt mig om det samme.

I dag har jeg stadig ikke svaret – og jeg er også pissehamrende ligeglad. Jeg er bare afsindigt lykkelig for, at livet valgte for mig. Og at vi gik med og gik sammen.

IMG_0257

Læs vores historie her

   

8 kommentarer

  • Thea vaskavulla

    Vores historie er stort set lige sådan – jeg blev også ups-gravid da jeg var 21 og nu har vi tre (hvor din gode mand har passet de to da de gik i Barndommens land) og jeg er 29 om en måned… og ingen af vores venner har børn endnu, men er ved at planlægge det men så skal det lige gå op med det ene og det andet og en lang rejse sammen som par og et stort bryllup og man må jo ikke have alle store begivenheder på et år og så skal man også lige have et andet job og en større lejlighed og måske en kolonihave. Og ja, jeg kan kun sige – jeg har det præcis som dig. Jeg havde sikkert ikke selv valgt at få børn som 21-årig hvis ikke det bare var sket, men nu er det jo det eneste rigtige og det var helt perfekt og alle vores venner der først skal til det nu, de er faktisk skidemisundelige over, at vi allerede har dem, for med børn med så meget andet, så lader de jo nogle gange vente på sig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor er det et skønt og super hjertevarmt indlæg. Jeg elsker simpelthen at læse om jeres kærlighed. For selvom den måske var lidt tilfældig, så virker den både ægte og fuldstændig fantastisk <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Åh altså, tusind tak <3 og ja, tilfældigt kan være rigtig, rigtig godt, hvis man tør at gå med :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Wow! Gåsehud! Jeg ÆÆÆÆLSKER at følge med her 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Helt vildt godt indlæg.
    Jeg havde været sammen med min mand i Max 2 måneder da jeg flyttede ind. Vi havde ikke været sammen i et år da jeg blev gravid med vores første dreng. Han er 6 nu. Har en på lidt over 1,5 år og vi har en dreng mere på vej med termin 27 oktober. Nu har vi hus, bil og kat. Haha. Begge vores forældre er skilt. Det vil vi bare ikke. Det er som du siger ikke et valg. Og ja det er ski hårdt ind i mellem. Men ville ikke undvære ham/dem for noget. Jeg er 31 nu og jeg er lykkelig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Københavnertip: Leg og træn på toppen af et P-hus!