Ugen der gik #26 (med en ny kærlighed, en afsløring og en påskeferie)

Om at blive mor til et midterbarn

image

Da jeg blev mor for tredje gang blev jeg ikke bare mor til tre. Jeg blev også mor til et midterbarn. Ligeså snart jeg havde taget den positive graviditetstest, begyndte Thor at snakke om at vi skulle være særligt opmærksomme på Elliot. Et midterbarn kan hurtigt blive lidt klemt.

Thor er selv det klassiske midterbarn. Mægleren. Imellem hans ambitiøse storebror og drømmende lillebror.

Jeg er storesøsteren. Storesøsteren, der ikke rigtig troede på, at det kunne være så svært – det der med at være midterbarn.

Men det kunne det. For helvede, hvor har det været svært for min lille dreng pludselig at blive midterbarn. For helvede, hvor blev det lige pludselig svært at være Elliot.

Det gik meget godt i starten. Jo, han testede os og udforskede i stor stil hvor grænsen gik. Men Hugo havde han kun kærlighed til overs for. Og så pludselig pludselig – da Hugo ikke længere var en umælende, forsvarsløs baby, men en kravlende, krævende en af slagsen – blev det svært. Fra den ene dag til den anden havde vi stort set ikke andet end konflikter med vores før så stille og forsigtige 4-årige, der over natten havde forvandlet sig til en umulig, voldsom og tydeligvis dybt frustreret dreng.

Det var ganske forfærdeligt og virkelig svært. Elliot var alt for hård ved Hugo. Skubbede ham og trådte ham over fingrene – og han var udemærket klar over at det var forkert. Jeg kunne se hans indvendige kamp i ansigtet på ham, når han simpelthen ikke kunne lade være med at puffe eller slå den dér røvhamrende irriterende og opmærksomhedskrævende lillebror. Og når jeg fortalte ham, at det ikke var i orden, så brød han fuldstændig sammen. Græd uden lyd og skammede sig.

En dag, hvor Sia var syg og Elliot var i børnehave – og jeg altså kun havde min yngste og ældste hjemme, kom jeg til at tænke den forbudte tanke. At det var hyggeligere og nemmere kun at have to børn. Og så brød jeg sammen. Sikke en ond, ond tanke at tænke som mor. Sådan skulle det for alt i verden ikke være. Jeg tog fat i Elliots pædagog og i sundhedsplejersken. Søgte råd og vejledning. Og fik det. Fik hjælp til at forstå hvorfor han reagerede som han gjorde. Hvorfor det var så svært for ham. Og det gav jo så meget mening. Hans position var megaudsat. Før var han den lille. Og han var drengen. Pludselig kom den her lille unge, som alle syntes var helt fantastisk. Og som hans højt elskede storesøster virkelig godt gad – selvom hun aldrig rigtig har gidet Elliot. Stakkels Elliot. Og så fik jeg hjælp til næsten at forstå, at mine tanker ikke var forbudte. “Jamen Cecilie – det er jo nemmere at have to børn end at have tre” sagde min elskede sundhedsplejerske.

Vi fik vendt bøtten ved at bade ham i kærlighed og opmærksomhed. Ved at give ham ekstra meget alenetid med os og ved at hjælpe ham med at sætte ord på, at Hugo godt kunne være pisseirriterende, selvom han også var helt vildt sød. Og det virkede lynhurtigt. Der er stadig konflikter – træerne vokser ikke ind i himlen. Men vi har fået vores glade dreng tilbage. Midterbarn eller ej.

Har I haft samme udfordringer med jeres midterbørn? Eller har I selv været midterbørn som små?

   

6 kommentarer

  • Henriette

    Jeg er midterbarn og har haft en fantastisk barndom med ups and downs – for sådan er livet tænker jeg. Mine forældre har gjort deres ypperste, de har gjort det de kunne med 3 forskellige børn med hver deres personlighed. Sådan tænker jeg det er i de fleste familier uanset om du vokser op med en tvilling, en ældre søskende eller en yngre søskende. Det der har fyldt mest for mig, når jeg tænker tilbage på min barndom, og det der har været det sværeste er den vekslen mellem at være den store og lille. Stor nok til at hjælpe til med diverse, stor nok til at forstå at lillesøster var ked medmindre hun sad klistret fast på mor men alligevel for lille til en masse ting som min storebror måtte. Holder fast ved at jeg har haft en fantastisk barndom men set i bakspejlet har mine forældre ikke været så gode til at huske på at gøre ting med os hver især – tid hvor især jeg som midterbarn ikke skulle behovsudsætte pga en hylende lillesøster eller være i venteposition fordi storebror skulle prøve vilde ting som jeg bare var for lille til.
    Når jeg læser din blog har jeg klart indtryk af at I er et par forældre er gode til at lave ting med alle jeres børn, hver for sig og også sammen. Derudover bare det at du reflektere over det gør at du er opmærksom på det. Sidst men ikke mindst profitere alle børn af at blive spejlet – det at rette fokus på årsagen til en konflikt og ikke konflikten i sig selv. Det at blive mødt af en lyttende forælder der kan rumme at det nogle gange bare er svært – det er guld værd. Ha’ en skøn påske. :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Åh et dejligt indlæg. Vi står lige præcis i samme situation nu. Har en pige på 7, dreng på 5 og dreng på 5 mdr. Den midterste på 5 år har altid krævet lidt ekstra og forsøgt at skubbe grænser men er eskaleret efter vi fik barn nr 3.
    Vi forsøger virkelig at finde overskud til at bade ham i kærlighed og opmærksomhed men hvor er det svært når han hele tiden prøver grænser. Hjælper dog lidt at der er andre med samme problemstillinger, så tak for at sætte ord på👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har en pige på 5 år med to små brødre på hhv. 3 år og 2 måneder. Min midterste svinger mellem at være den gladeste, sødeste, storsnakkende lille dreng til at bryde sammen og synes at verden er helt urimelig. Om hans breakdowns skyldes hans nye rolle som storebror eller om han bare er almindelig 3 års-teenager har jeg svært ved at gennemskue. Men ligesom jer forsøget vi at kvæle det i kærlighed. Jeg håber det hjælper og forbereder mig samtidig på en endnu hårdere omgang, når lillebror netop begynder at tage opmærksom, når han bliver lidt ældre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Min lillebror er midterbarn, der er kun 16 mdr imellem ham og vores lillesøster. Men jeg kan huske at han tit krævede opmærksomhed og ofte på de forkerte måder da de var små, mine veninder ville ofte ikke være hjemme ved mig, fordi “min lillebror var træls” kan huske at en af mine veninder en dag spurgte mig hvem af mine søskende jeg bedst kunne lide. Blev helt chokeret over at hun kunne finde på at spørge om det, for selv om de begge to kan gå mig på nerverne, så elsker jeg dem begge to lige meget. Nu er de så blevet h.h.v. 19 og 17 år og vi har stor glæde af hinanden

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Dejligt at læse om andre i samme situation som én selv. Vi har fået tre drenge på tre år og to måneder, så Walther er i særdeleshed det klemte midterbarn med 18 måneder op til storebror og 20 måneder til lillebror. Han ligner ikke de andre, hverken på det ydre eller indre. Han er meget temperamentsfuld, drillesyg og alligevel tryghedssøgende. Jeg endte på et tidspunkt med at føle mig som verdens mest sure mor, og bestemte mig for ikke at ville råbe af ham – for jeg kunne mærke og høre på ham, at det ofte var der det endte, når alt gik i ged :-( Det har hjulpet lidt, og det er så dejligt at mærke. Nu går begge de to store i børnehave og er begyndt at have glæde af hinanden. De har stadig mange konflikter, men jeg prøver på at huske, at de kun er tre og fire og ofte ikke forstår, hvad hinanden vil. Håber på at de vil vokse op som nogle hjælpsomme drenge, der drager omsorg for andre, netop fordi de har været vant til at skulle hjælpe til, når vi nu ikke har flere arme end vi har ;-) Det blev til en lang kommentar, håber det er i orden :-) Held og lykke med dine børn, dejligt at du mærker en forskel! Det er de små ting, der gælder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    TAK for dette indlæg!! Jeg har samme fam. konstellation som dig – pige, dreng og baby dreng – og oplever også at min mellemste dreng i den grad reagerer voldsomt, heldigvis ikke rettet mod lillebror (endnu?!)
    Vil følge dit eksempel og bade ham i kærlighed og opmærksomhed, og måske og forhåbentlig tage noget i opløbet..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #26 (med en ny kærlighed, en afsløring og en påskeferie)