Og pludselig var alle blevet voksne

Om et polterabend og et venskab

Det er i skrivende stund fredag aften. Og jeg tør næsten ikke at lade det være en skrivende stund –  – af frygt for at jeg per automatik kommer til at klikke “udgiv” når jeg har skrevet færdigt.

Jeg kan nemlig først udgive det i morgen. Jeg må først udgive det i morgen. Og nu, hvor du læser det – så er det allerede i morgen. For guds skyld – lad det være lørdag d. 20. August, når du læser det her. For jo – hun ville opdage det hvis jeg, gud forbyde det, kom til at udgive nu. Hun ville opdage det, som hun vist allerede mistænker kraftigt. Grunden til, at jeg ikke tør tage telefonen når hun ringer.

Lad det være lørdag d. 20. August. når du læser det her. Lad det være min elskede venindes polterabend!

Birgitte hedder hun. Min veninde. Min veninde, som om mindre end halvanden måned skal gå op ad kirkegulvet. I verdens smukkeste kjole. Med verdens smukkeste, uretfærdigt lange, tykke og glansfulde mørke hår. Og gifte sig.

Men først skal hun feste. En hel lørdag. Og jeg glæder mig som et lille barn til at være med til at give hende den bedste dag. For det fortjener hun. Og imens jeg drikker mig fuld og skaber mig åndssvagt og kysser hendes kinder – så har jeg naturligvis ikke tid til at skrive så meget som et lillebitte blogindlæg. Og derfor har jeg tænkt mig – på et givent tidspunkt, at liste mig ud på toilettet og udgive nærværende skriv. For jeg har tænkt mig, at fortælle jer lidt om Birgitte.

Birgitte blev født i 1987. Cirka en måned efter, at jeg var blevet undfanget. Vi voksede op langt fra hinanden. Jeg i diverse forstader til København – hun på landet. Syd for Køge. Da jeg fyldte 17 – for pludselig mere end 11 år siden – fik jeg en kæreste. Som boede syg for Køge. Hans ekskæreste hed Birgitte. Jeg mødte hende aldrig – men jeg vidste hvem hun var. Dengang fandtes facebook ikke. Men det gjorde noget, der hed DKBN – og der kunne sidde og sukke over det allerede dengang uretfærdigt lange, tykke og glansfulde mørke hår. Og da hendes ekskæreste pludselig også var min ekskæreste, kunne vi skrive sammen – og blive enige om, at vi da også var bedre tjent uden.

Og sådan cirka 10 år og mange børn senere, stod hun pludselig overfor mig på en legeplads. På min legeplads. Nu boede vi begge to på Østerbro. Og vi havde begge fundet manden i vores liv – og det var ikke ham, der boede syd for Køge. Og hun ventede nummer 2. Og jeg ventede nummer 3. Og jeg følte, at jeg altid havde kendt hende.

Og med et, kunne jeg på ingen måde undvære hende. Så det har jeg ikke gjort – i noget med halvandet år. Vores venskab er på samme tid nyt og virkelig gammelt. Og om mindre end halvanden måned skal jeg stå og hyle, når jeg ser hende gå op ad kirkegulvet. I verdens smukkeste kjole. Med verdens smukkeste, uretfærdigt lange, tykke og glansfulde mørke hår.

Men først skal vi feste!

image-49

 

   

7 kommentarer

  • Sofia

    Jeg er for nyligt faldet over din blog og sidder nu og æder mig igennem dine indlæg – jeg er også opvokset syd for Køge og ved deraf hvem Birgitte er (alle kendte alle). Ham eks’en, han starter tilfældigvis ikke med F, vel? :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Først: Velkommen til – og hvor er det fantastisk, at du har lyst til at læse tilbage. Det overvælder mig altså gang på gang! Og så: HAHA! Hvor er verden lille – og nej, han startede med N ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Tillykke til Birgitte, som jeg har gået på handelsskole med – lille verden :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Det er virkelig et flot, langt og glansfuld hår….!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejlig venskabshistorie. Sådan en veninde har jeg også.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Og pludselig var alle blevet voksne