En dag med mit midterbarn

Om forventninger til kærlighed

Jeg er skilsmissebarn (hedder det egentlig stadig det, når man er voksen?). Det blev jeg da jeg var fem år gammel. Og så blev jeg det igen da jeg var 12, hvor min mor blev skilt – og da jeg var 17, hvor min far blev skilt. Jeg har altså været vidne til tre skilsmisser på nærmeste hold.

Inden jeg blev gravid, var jeg derfor absolut enig med mig selv om, at hvis jeg nogensinde skulle have børn, så skulle det være med en mand, som jeg havde kendt i virkelig, virkelig lang tid – og som jeg var helt, helt sikker på. Joke is on me. Som I kan læse her, gik det noget anderledes. Jeg blev gravid med en mand, som jeg var helt, helt sikker på – men som jeg havde kendt i virkelig, virkelig kort tid. Virkelig. Kort. Tid.

Som jeg har forsøgt at forklare her, så gik det rimelig smertefrit – det der med at få det første barn. Vi var nyforelskede og smånaive og det spillede. Og jeg var nærmest skruk igen på vej hjem fra fødegangen.

Efter et år fik jeg overbevist min mand om, at det var skide smart at lade det gå rimelig tjept med at få nummer to. Og en måned efter stod jeg igen og stirrede på de to streger.

Og så havde vi to.

To. Med tyve måneder imellem. Med to gange ble. Med to gange middagslur(e) på forskudte tidspunkter. Ren praktik.

Og hvor var den blevet af? Den store, sindssyge forelskelse? Den var ærligt talt lidt svær at få øje på – dér, midt i bleer, dårlig søvn og koordinering. Shit. Skal vi så skilles? Halvpanikslagen, som kun et skilsmissebarn kan være det. Det var min største frygt og ville være et kæmpe nederlag.

Og så var det, at en klog sagde til mig, at det altså ikke er en menneskeret at være konstant forelsket i sin mand. At forelskelse er en midlertidig og sindssyg tilstand, som man ikke kan forvente vil vare ved. At den kan dukke op glimtvis – ligesom lykke. Og at den erstattes af noget endnu større. Kærlighed.

Det her er svært at skrive, uden det kommer til at lyde som om jeg ikke elsker min mand. Og intet kunne være mere forkert. Jeg elsker ham hamrende højt. Han er det bedste, der er hændt mig og min bedste ven i verden. Vi er SÅ gode sammen og vi dør dagligt af grin sammen. Vi kan også skændes over de mest åndssvage ting (eller altså, jeg kan skændes – Thor er sjældent deltagende), for så at have glemt hvad det handlede om fem minutter senere. Vi har altid noget at snakke om – og tanken om, at vi en dag skal sige farvel (vi lever jo ikke evigt) er i sig selv ved at slå mig ihjel. Jeg har en total ro indeni sammen med ham – og jeg elsker at han kender mig – måske endnu bedre end jeg kender mig selv.

Men jeg er ikke tindrende forelsket i ham hele tiden. Og det er helt okay. Jeg elsker ham hele tiden. Og forelskelsen dukker også stadig op – og også ofte. Og det vil den forhåbentlig blive ved med resten af livet. For jeg ved, at vi skal være sammen til den dag en af os skal herfra. Kald mig bare naiv. Og det ville jeg ikke vide, hvis jeg forventede at vi skulle være hamrende forelskede hver eneste dag.

Kan man virkelig tillade sig at bede om mere, når man har været så ufatteligt heldig at finde det menneske, som man har lyst til at blive gammel med?

image

 

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En dag med mit midterbarn