Juleferie og juleplaner

Om vores jul

Det er den 25. december – og jeg havde egentlig planlagt at udgive det “ugen der gik” nr. et-eller-andet, som jeg af gode grunde ikke fik så meget som tænkt på i går. Men det virker fjollet. For det er mandag og en ny uge er i gang – og når jeg kigger tilbage på årets næstsidste af slagsen, virker det lidt som om, at vi ikke lavede andet end at vente. På juleaften. Og det er løgn, det ved jeg godt. For der var tre dage på Herlev, der var min svogers fødselsdag, min fars julearrangement, en omgang julebanko, der blev til en bytur, frokost hos min svigerfar, julegaveindkøb og alt muligt andet. Men selvom det var dejlige ting, så blegner det hele i lyset af i går. For det var juleaften i går og jeg elsker juleaften højere end nogen anden dag på året. Elsker traditionerne, forudsigeligheden, forventningerne, spændingen og den kærlighed, der altid får lov til at gennemsyre dagen. Som om der findes en eller anden usagt konsensus om, at man den ene dag om året lægger alt andet til side. Alle uoverensstemmelserne, småkonflikterne og bekymringerne glemmes fuldstændig for en dag – og alt det gode får lov til at fylde.

Og sådan var det i går. Jeg glemte totalt, at der er alt for kort tid til jeg skal til eksamen, at min konto er faretruende tæt på minus og at jeg har skældt lidt for meget ud på det sidste. At mit gulv trænger til at blive vasket og at min vasketøjskurv sjældent har været mere overbelastet. Skænkede det ikke en tanke, fordi der ganske enkelt ikke var plads til det i mit sind, når jeg også skulle koncentrere mig om at få gåsehud over “dejlig er jorden” i den overfyldte kirke, at proppe mig med rødkål og risalamande, at observere Hugos lige dele chokerede og lykkelige ansigtsudtryk, da vi farede rundt i huset til “nu er det jul igen”, at give og at få og at slutte dagen af med at græde af grin med en helt perfekt afstemt gin/tonic i min hånd.

Og nu er det den 25. december. Vi er flyttet lidt ind hos min mor. Har brugt dagen på at lave ingenting, gå tur i Bernstorffsparken og se film på Viaplay. Ungerne har været skiftevis lykkelige og fantastisk selskab – og skrubumulige og overtrætte. Og det er så fint. I aften skal vi spise flæskestegssandwiches og mere risalamande – og lade op til den julefrokost, der skal foregå lige her. I min mors seks måneder gamle hus, der pludselig føles mere som hjem end nogensinde før. Fordi det var juleaften i går.

Glædelig jul!

6c569f97-d6b4-4767-9789-8c5ac0d2500a

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Juleferie og juleplaner