Øv

Pludselig er de væk

Jeg agerer babysitter for nogle venner. Og har med succes sendt deres børn til drømmeland.

Og så sidder jeg her. I deres sofa. Med min telefon. Og Instagram. Scroller ned igennem mit feed. Og på under et minut er jeg igennem. Sendt tilbage til 2012. Hvor mine børn var nogle andre – og hvor den sidste ikke engang var på tale.

Og så rammer det mig. Det dér med, at de vokser. Den 2-årige Elliot med de lyse krøller. Han er væk. Den 4-årige Sia med pandehår og mælketænder. Hun er her heller ikke mere. Og den nyfødte Hugo i slyngevuggen. Hvor blev han af?

Jeg får dem aldrig tilbage. De udgaver af mine børn, som er på de billeder. Og jeg ved jo godt, at de er her endnu og at de blot er blevet nogle større, klogere og mere langhårede udgaver af dem selv. Men alligevel. Pludselig er de væk. Transformeret. Elliot er ved at tabe en fucking tand – og i forgårs forvildede et brev om skoleindskrivelse sig ind i min e-boks. Sia kan læse og knække komplicerede regnestykker – og Hugo tøffer rundt og siger “mor” med verdens længste tryk på m.

Og jeg får sådan en lyst til at stoppe op. Lige her. Lige nu. Holde fast. Inden de her versioner af dem også er et minde. Og et billede i et Instagram-feed. Knuge dem ind til mig og nægte dem at blive større. For jeg kan ikke følge med. Og det må ikke pludselig være overstået.

Engang eller to eller flere, har jeg vidst set frem til netop det. At få det overstået. Men det er i virkeligheden noget vrøvl. For det er jo lige nu – og det var jo lige dér – at det findes og at det fandtes. Livet og kaosset og kyssene.

These are the days.

fullsizerender-1

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

9 kommentarer

  • Åh. De tanker har jeg virkelig også tænkt. Fik man det hele med, eller hvad? Og det er jo en underlig ting, for hver gang de kan noget nyt og udvikler sig bliver man jo så stolt at man er ved at revne <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim

    Årh jeg føler som du… tænker det ofte. I perioder kan jeg slet ikke holde ud at se fotoalbums fra da pigerne var små, for jeg savner alle de gamle versioner af dem også – selv om jeg helst vil have dme i den alder de har nu, ville jeg gerne kunne hente deres to årige varianter frem og lige kysse dem, bare engang imellem…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Hvor har du bare ret <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Så rigtigt. Man kan have så travlt med at de skal blive så og så store, og nogle år senere ser man på billeder af dem som små og kan ikke forstå, hvor tiden blev af.

    Jeg ser på min 3 mdrs baby og får en smule ondt i maven over, at jeg havde så travlt med at han skulle nå dertil i sin udvikling, hvor han gav lidt igen i form af smil og så videre. Og ham har jeg så nu. Og nyder det! Men iiiih, kunne jeg ikke lige spole tiden 2,5 måned tilbage og tage en snus mere af ham som spæd… 😍
    Han er min nr 2, så jeg ved hvor hurtigt tiden går og jeg er alligevel bedre til at nyde her og nu med ham. End jeg var sidst.
    Min den store skal i skole lige om lidt (altså til sommer, ikk). F……rk man, jeg kan slet ikke forstå, at jeg er mor til et lige-om-lidt skolebarn!!! 😳

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Så rigtigt. Man kan have så travlt med at de skal blive så og så store, og nogle år senere ser man på billeder af dem som små og kan ikke forstå, hvor tiden blev af.

    Jeg ser på min 3 mdrs baby og får en smule ondt i maven over, at jeg havde så travlt med at han skulle nå dertil i sin udvikling, hvor han gav lidt igen i form af smil og så videre. Og ham har jeg så nu. Og nyder det! Men iiiih, kunne jeg ikke lige spole tiden 2,5 måned tilbage og tage en snus mere af ham som spæd… 😍
    Han er min nr 2, s

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Øv