Ugen der gik #98 (med sommerhus, nyt hus og GOT)

Postkort fra hverdagen

img_0150

Jeg har skubbet bunken af usorteret vasketøj til side – og er kravlet op i hjørnet af vores seng. Hverdagen er tilbage. En forsmag på den, i al fald.

Afleverede alle tre i går morges – med blandet succes. Hugo dansede hele vejen over til vuggestuen, imens han jubelsang navnene på alle vennerne og tilsyneladende aldrig havde haft større optur over ret meget i hele verden. Det var bare som om, at han havde glemt den dér tarvelige detalje med, at ens forældre faktisk forlader en i sådan en vuggestue – og da det gik op for ham, brød hans verden sammen. Eller, sådan føltes det i hvert fald, når man var barnets mor. Virkeligheden var selvfølgelig, at han havde tørret sine salte tårer bort ganske få minutter efter, at jeg med verdens sorteste samvittighed og jordens stiveste smil havde vinket farvel. Det fik jeg bekræftet, da jeg en time senere ringede derover for at høre, om barnet stadig trak vejret. Man bliver på alle mulige måder mere afslappet, jo flere børn man får. Og på nogle punkter bliver man altså ved med at være præcis ligeså pylret og usikker, som da man forlod fødegangen første gang.

Nå. Videre til SFO’en, som jeg har insisteret på, at Sia og Elliot skulle i i denne sidste uge af skolesommerferien. Særligt for Elliots skyld – fordi jeg tydeligt husker hvordan Sia var bagud på point fra start, da hun startede i 0. klasse og ikke havde været i SFO i ugen op til. De andre børn havde ligesom fundet hinanden igen – og det tog hende lidt tid at få indhentet. Afleveringen gik ganske smertefrit – i al fald for Elliots vedkommende, selvom han ironisk nok havde været den, jeg havde haft mest ondt i maven over. Hold kæft, hvor er livet nemt, når man er 5 år gammel og finder en fodbold og en ligesindet.

Jeg cyklede hjem og var pludselig alene i min lejlighed. Alene for første gang i fem uger. Uden planer – og uden andre end mig selv at tage hensyn til. Det var ganske fantastisk og dybt mærkeligt. Og pludselig var det eftermiddag – og jeg hentede Hugo og hev ham med til frisøren, der klippede de lange, lyse ferielokker af – og så fejrede vi veloverstået vuggestuegenopstart med en vaffelis.

I morges vågnede selvsamme 2-årige klokken 5:20 – med det resultat, at han tre timer senere var så absurd træt og modvillig, at jeg simpelthen ikke nænnede at aflevere ham, når jeg i princippet ikke behøvede. Til gengæld fik han lov til at crashe begge de venindedates, jeg havde i kalenderen. Først en kop kaffe med hende her, hvor han velvilligt lod sig pacificere af kage og Gurli Gris på min iPhone – og derefter en frokost med en anden veninde, hvor han sov tiltrængt middagslur i klapvognen. I morgen har jeg lovet Sia en fridag – og i overmorgen får Elliot en. Når man har en million børn, er det simpelthen verdens største luksus at have muligheden for at have dem 1:1 engang imellem – så det vil jeg udnytte, at jeg har mulighed for – inden hverdagen for alvor kalder på mig, når jeg starter i praktik i slutningen af måneden.

Hold op, hvor kan jeg ævle en hel masse om meget lidt – nu vil jeg klappe i, forsøge at få foldet det skide vasketøj og få forberedt et indlæg til i morgen.

God tirsdag aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #98 (med sommerhus, nyt hus og GOT)