Ugen der gik #94 (med et svært farvel, en farlig drink og en umådeligt lang rejse)

Postkort fra Malaysia: paradis og nedbrud

img_9138

Det er sen eftermiddag og jeg ligger i min seng med en indbundet fod og ondt af mig selv. Men første ting først: i går fandt vi paradis.

Vi havde konstateret, at vi bor på den forkerte side af øen i forhold til de fantastiske strande, som stedet er kendt for. Derfor tog vi i går turen mod den modsatte side, som heldigvis kun ligger en halv times (virkelig smuk, i øvrigt) køretur herfra. Og pludselig var den lige foran os. Den smukkeste strand, jeg nogensinde har set. Med kridhvidt sand, turkist vand og klippeøer, der skød op i horisonten. Vi havde den stort set for os selv, slog lejr i skyggen fra nogle træer og hoppede i havet. Bølgerne skubbede ens vægtløse krop frem og tilbage og jeg var i himlen i en time.

img_9143

img_9141

img_9147

Eftermiddagen brugte vi i hotellets pool. Thor havde taget Hugo med hen i et legerum – og jeg havde købt en luftmadras, hvorfra jeg sagtens kunne holde øje med mine store børn og udbryde “wow”, når de tog turen ned ad vandrutsjebanen – og jeg befandt mig flydende i klorvandet i to hele timer. Om aftenen fandt vi en lokal thairestaurant, hvor jeg fik det bedste måltid i mit liv af den slags. Hold lige op, hvor var det lækkert.

Og derefter gik det altså lidt ned ad bakke. For tre dage siden bakkede jeg en bagagevogn hen over min storetå i Kuala Lumpurs lufthavn. Det gjorde ondt og min negl havde det ikke skidegodt bagefter, men jeg tænkte at det ville blive fint og at jeg ikke behøvede at gøre noget ved det – udover at binde det lidt ind og passe på det. I går blev smerterne dog værre og om aftenen fik jeg det ret skidt og følte mig træt og afkræftet. Jeg tillod mig at falde i søvn sammen med børnene – og her til formiddag var det ikke meget bedre. Min søster tvang mig til at tage til lægen – og hun tog med mig. Jeg vil spare jer for detaljerne, men jeg har aldrig – fødsler inklusiv – oplevet noget så ubehageligt. Rigeligt med bedøvelse til trods. Og nu ligger jeg altså her. En negl fattigere og en antibiotikakur rigere. Og slår mig selv i hovedet over, at jeg ikke opsøgte den (desuden enormt dygtige og rare) læge lidt før. Og i øvrigt fuld og beundring og taknemmelighed overfor min søster, som til trods for at hun er typen, der på ingen måde kan tåle at se blod, overværede hele seancen og fortalte mig hvad der foregik – imens jeg klamrede mig til hende og skiftevis hylede, græd, jamrede og desperationsnynnede.

Lige nu er det rigtig rart, at vores ferie er så lang. Jeg vender tilbage, når jeg ikke har mere at brokke mig over – for det har jeg jo i virkeligheden ikke!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #94 (med et svært farvel, en farlig drink og en umådeligt lang rejse)