Er det så jul nu?

Så var det nu

img_2483

Klokken er 22:38 – og så var det nu, jeg næsten var din mor. Og allerede var det. En halv time før jeg fik dig i armene. En halv time før jeg blev voksen, blev en anden, blev din mor. Blev bange, blev stolt, blev lykkelig, forvirret og skræmt fra vid og sans.

For otte år siden.

Sidder her og kigger på de fire bogstaver. Otte. Imens markøren står og blinker ved siden af det udsagn, som jeg har så svært ved at forstå. Otte år siden. Det var i et andet liv og det var i går.

Der er sket noget. Jeg er ikke så bange mere. Da du blev min og jeg blev din, var jeg så bange for at lave forandringer i dit liv. Din vej skulle være lige. Skift og bump og bakker var pr. definition negative. Forstyrrende og farlige. Og nu overvejer jeg at rykke dig op med roden og lade dig fortsætte din vej et helt andet sted. Sammen med os. Et gigantisk udsving – en million meter til venstre. Og jeg tør kun fordi det er gået op for mig hvor stærk du er. Og fordi jeg har forstået, at jeg er dit hjem. At vi er. Og at vi kan klare hele verden, hele Fyn og hele Sjælland sammen.

Og nu kan jeg ikke komme videre i det her skriv, som jeg ikke ved hvor skal ende. Ordene plejer at flyde og mine fingre står aldrig stille. Men nu holder jeg kunstpauser på hele og halve minutter. Hvor sekundviserens tikken på vores alt for højlydte ur fylder rummet ud – som lydtapetet til de billeder, jeg har for mit indre. Billeder af hvor jeg var for otte år siden. I de her minutter. I hospitalssengen – så tæt på målet uden at ane det. For det føltes så umuligt, imens det virkede så naturligt. Ingen idé om hvad der ventede mig. Ingen anelse om størrelsen af den opgave, jeg havde taget på mig. Umulighederne, der stod i kø og stadig gør det. Udfordringerne, bekymringerne og den dårlige samvittighed.

Ingen anelse om den kærlighed, der ville ramme mig om syv minutter. Den overvældende kærlighed, der kun er vokset siden. Det er kærligheden, der gør det umuligt. Umuligt at leve op til det, jeg gerne vil give dig. Og som gør det så uendeligt let på samme tid.

Så var det nu.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

3 kommentarer

  • Catherina Juncher

    Wauw…hvor er det bare fint skrevet…sidder her på nattevagt med tårer i øjnene…tak…og kæmpe tillykke, for pokker…:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nana

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hvor skriver du bare utrolig smukt. Jeg sidder her med tårer i øjnene og kuldegysninger. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det så jul nu?