Ugen der gik #110 (med hverdagstilbagevenden, forældrefest og tidlig solnedgang)

Satans samvittighed

Jeg går for tiden og tænker meget over det dér med den dårlige samvittighed. Jeg tænker over, om det er en kvindeting? En morting? Og jeg tænker over hvorfor i alverden det pludselig er blevet en af de følelser, jeg kan mærke tydeligst. Og oftest. Og jeg tænker over hvordan fanden jeg slipper af med den og giver mig selv en lillesmule ro.

Den er der hele tiden. Den dårlige samvittighed. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har mere tid til mine børn. Og over at jeg ikke bruger nok tid på min skole. Dårlig samvittighed over at jeg ikke er sødere ved min mand. Og over at jeg spiser for meget chokolade. Dårlig samvittighed over at jeg ikke gør nok rent. Og over at jeg aldrig får læst bøger. Dårlig samvittighed over at jeg ikke får ringet til mine veninder. Og at jeg ikke får svaret på mine mails. Dårlig samvittighed over at jeg går for sent i seng om aftenen. Og over at jeg cykler uden cykelhjelm. Dårlig samvittighed over at jeg drikker for lidt vand. Og at jeg ikke får blogget nok. Dårlig samvittighed over at jeg aldrig får støvet af. Og at jeg dræber mine potteplanter. Dårlig samvittighed over at jeg ikke spiser nok grøntsager. Og at mine skabe roder. Dårlig samvittighed over at jeg har dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at jeg har dårlig samvittighed over at jeg har dårlig samvittighed.

Den er der hele tiden. Stærkere end nogensinde. Følges proportionelt med den ulidelige travlhed, der pludselig har fået sneget sig ind i vores hverdag. Og jeg bliver sindssyg. For den giver mig ondt i maven og den tynger mig. Gør mig til en version af mig selv, jeg ikke kan kende – og som jeg ikke bryder mig forfærdeligt meget om. Og kunne jeg for helvede ikke bare give mig selv lidt luft? Lade være med at skælde mig selv ud konstant. Rose mig selv for alt det gode, jeg gør. Og er.

Jeg skal prøve.

Ellers får jeg bare dårlig samvittighed.

img_5040

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

10 kommentarer

  • Lise

    Hej Cecilie.
    Hvis den dårlige samvittighed er stærkere end den plejer at være, kan det skyldes vinteren og mørket. Jeg lider af vinterdepression har dårlig samvittighed over alt og ingenting når mørket kommer. For mig hjælper det meget at tage lysterapi, og især med skiftende arbejdstider osv. kan der være svært at nå at få lidt sol i løbet af den korte dag 😊
    Er vild med din blog ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Er du storesøster?

    Jeg var sammen med en veninde i går, der fortalte, at 70 % af alle kvinder der går til psykolog er storesøster 😱 og at de føler, de ikke gør det gidt nok.
    Ved ikke om det passer, men der findes en bog om “Din placering i søskendeflokken”
    Jeg er lillesøster ( en lidt gammel en af slagsen 😉) 45 år, fuldtidsarbejde og 4 børn. Mine skabe roder også, jeg får heller ikke altid støvet af, jeg når heller ikke altid alting på jobbet ( er skolelærer), prioriterer også engang imellem en bytur fremfor sofahygge med familien…. men jeg har ikke dårlig samvittighed. Jeg gør jo der bedstr jeg kan ( og så synes jeg faktisk at den med cykelhjelmen, den er rimelig nem at vinge af 😉)
    👍🏻 Til dig. Du er vist lige den type kæreste, mor, kollega, veninde, datter, søster som du skal være

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Tror det er en kvindeting. Mænd er bedre til at være i det de er i. Når jeg leger med vires søn, er mine tanker på vasketøjet, at der skal gøres rent, at jeg ikke når alt det jeg gerne vil have ordnet fremfor at nyde samværet med en skøn dreng. Min mand er bedre til at lukke alt andet ude, og være i nuet; lige nu leger vi og jeg når det jeg når.
    Det er måske en egenskab mange (kvinder) kunne have gavn af at have.
    Prøv måske i en periode at fokusere på det du når; jeg hyggede en time med børnene, jeg fik lagt tøj på plads osv. Håber du kan følge mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for et tankevækkende indlæg. Jeg har også dårlig samvittighed over ALLE dine punkter, undtagen to (cykelhjelm = har overgivet mig til fladt hår, og støv = betaler mig fra det). Men sindssygt at din beskrivelse rammer så rent. Engang skrev jeg logbog i en eftermiddag over hvor mange gange og hvad der gav mig dårlig samvittighed. Det var satme meget. Men også lidt af en øjenåbner og anledning til at stoppe med det. Men nu er jeg tilbage. Overvejer om jeg også junker det lidt? At det er blevet en vane? Giver det mening?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ja den er svær, den dårlige samvittighed. Kender det så godt.
    Jeg bliver også ramt af den i mit liv som mor til 3.
    Den kan betyde 2 ting, når den dukker hyppigt op hos mig.
    Enten at jeg er kommet ind i en spiral med at tænke negativt om mig selv og forvente urealistiske ting af mig selv. Men andre gange er den også den indre fornemmelse af, at noget skal kigges på og gøres lidt anderledes næste gang. Så den både tynger og trætter mig, men den får mig til at mærke om jeg er på rette kurs i mit liv. Så det er ikke helt enkelt med den dårlige samvittighed, synes jeg.
    Tak for et flot og modigt indlæg. Jeg holder meget af dine skriverier. Du skriver fra hjertet og lidt som om du var født til det. Kram dig selv blidt og kærligt. Venlige tanker fra en anden mor til 3.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Hej Cecilie! Ville bare lige skrive, at jeg er vild med din blog, og synes du skriver helt enormt smukt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Greifenstein

    Puha! Hej Cecilie, jeg synes det lyder som om du skal til at passe på dig selv! Som om du prøver for meget på én gang! Jeg synes jeg kan genkende de der følelser fra da jeg stod med et lille barn, lige tilbagevendt fra barsel, skille afslutte min HD(R), passe mit 37 timers job, plus halvanden times transporttid hver dag, nå at være sammen med min familie, lave lektier, se mine venner, passe huset mm. Jeg var LIGE ved at knække men var stædig og VILLE bare gennemføre. Jeg kom ud på den anden side, blev færdig med studiet, gik på en ny barsel, fik efterfølgende et nyt job 15 min fra hjemmet så hverdagen nemmere hang sammen – og ja, så er studiet jo slut! Kan mærke det har hjulpet enormt meget!! Men ved ik rigtig om jeg synes det var DET værd at presse mig selv så meget, selvom jeg selvfølgelig er glad for at have uddannelsen idag. Så vil bare sige – PAS PÅ DIG SELV og din familie, så det hele ik går i stykker! Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Berit

    Meget rammende, rørende og rigtigt. Utroligt godt skrevet, som med alle dine andre indlæg, og utroligt vigtigt at få belyst. Hvorfor er vi så hårde mod os selv? Altid vores egen værste fjende… hvornår mon vi lærer at bruge bare en my af al den kærlighed, vi giver vores børn, mand, veninder, naboer, kolleger, elever/patienter/klienter/kunder… på OS SELV?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Kristensen

    Uha, den følelse har været en del af mig de sidste 2 år. Dårlig samvittighed… uro, sitren indeni over at ikke slå til, have overskud til at rumme alt og alle.
    Jeg har i de sidste mdr/ halve år, arbejdet med mig selv hver gang jeg har fået følelsen. Stoppet op mentalt. Tænkt, hvad er det værste der kan ske, hvis…
    De fleste gange, er svaret, der sker jo ikke en skid, – hvis du kommer 1/2 time senere ned i børnehaven, kun lige præcis Når til gymnastik til tiden, med en af børnene, ikke får læst bøger etc.
    Brug tiden på det der vigtigt, istedet for at ærge sig og halse efter hele tiden. Stop op. Sig fra. Jeg har bl.a meldt ud på mit arbejde ( også sygepl) at jeg prioritere min familie, så jeg tager ikke med på frivillige kurser ( for egen regning) og tager kun med til de arrangementer der fylder på mit overskuds depot. Ikke på dem, der tager fra den konto. Den konto er der kun få der kan hæve fra, Og det er mine børn og mand.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, du rammer et ømt punkt hos mig her Cecilie. Ja faktisk kunne det nemt ha’ været mine ord det her – altså lige bortset fra at du skriver så utrolig fint. Men den der dårlige samvittighed.. jeg tror desværre det er en kvindeting og øv hvor jeg synes det er træls. Det gør mig ked af det at vi er så hårde ved os selv. At vi altid står først i køen til at slå os selv i hovedet. Som du selv siger, tror jeg det er så vigtigt at sætte fokus på. Prøve at rose og vende vores egen tankegang. I virkeligheden tale til os selv som vi ville til en kær veninde, for det komiske er jo at der er ingen tvivl om at hende ville vi både rose og tale op. Jo vi skal helt klart prøve – for inderst inde gør vi det jo faktisk helt okay ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #110 (med hverdagstilbagevenden, forældrefest og tidlig solnedgang)