Ugen der gik #36 (med tandtab, fester og undskyldninger)

Sikke en fest!

image

-vi har haft nu i nat. Eller i lørdags. Det kan næppe være gået den nogenlunde trofaste læsers næse forbi, at min mor og hendes mand begge er fyldt 50 i denne måned. Og i lørdags holdt de et brag af en 100-års-fest!

Det foregik i nogle superfede lokaler på Bernstorffsvej. Det var egentlig en villa, som man kunne leje og det var de perfekte rammer med et stort festlokale, et bar/lounge-område og en stor overdækket terrasse. Jonn fra Baglokalet lavede den lækreste otte-retters menu – og da vi ved midnat havde spist os igennem den, blev der drukket drinks, festet og danset. Min onkel og jeg gik ombord i en flaske tequila og jeg blev simpelthen så fuld, at det næsten er en lillesmule pinligt. Og så alligevel ikke – for jeg tror faktisk at jeg opførte mig nogenlunde fornuftigt. Jeg havde det bare virkelig sjovt. Smed skoene og dansede med mig selv. I lang tid…

Inden jeg blev fuld nåede jeg at holde taler. En til min mor og en til min stedfar. Jeg fik sagt alt det, jeg skulle sige – næsten helt uden at græde. Til gengæld fik jeg min mor og en hel del andre gæster til at tude. Både af grin, da jeg fortalte hvordan hun engang, da jeg var barn, flippede ud på en stakkels pizzamand og fortalte ham, at han “havde mistet en meget stor kunde” fordi han ikke havde lavet hele vores bestilling til den aftale tid. Og af alt andet end grin, da jeg fortalte hende hvor meget jeg beundrer hende og hendes kamp. Min mor er nemlig syg. Man kan ikke se det på hende, men det er hun. For snart fire år siden var hun indblandet i et harmonikasammenstød på motorvejen og fik en meget alvorlig hjernerystelse, som hun stadig kæmper med i dag. Den har betydet, at hun ikke længere kan arbejde – og formegentlig aldrig kommer til det. Og det har – selvfølgelig – været svært at acceptere for en afsindigt dygtig og succesfuld kvinde, der lige var blevet forfremmet og var på toppen af sin karriere. En imponerende karriere, hvor hun som uddannet folkeskolelærer var endt som HR-chef i en kæmpestor international virksomhed. Og bang! Pludselig måtte hun affinde sig med ikke længere at kunne det, som hun var så dygtig til. At have konstant hovedpine, være lyd- og lysfølsom, skulle sove til middag hver eneste dag – og ikke kunne passe sine børnebørn. Det må have været – og stadig være – så hårdt og svært og føles så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forestille mig det. Men det får hende sgu ikke ned med nakken. Hun ligner stadig en million og er stadig ligeså klog og sej, som hun altid har været. Og det skulle hun have at vide. Og min stedfar skulle have at vide, at jeg er så taknemmelig for hans måde at være hendes mand på. For den uendelige kærlighed og støtte, som han giver hende.

Og da jeg havde sagt alt det pæne, kunne mine søstre og jeg endelig tillade os at drille dem lidt. Så vi havde skrevet en sang. På “fy fy skamme”-melodien. Om alle de ting, der irriterer dem ved hinanden. Hold kæft, det var sjovt.

Og som en sidste overraskelse, da vi alle havde holdt taler og sunget sange, havde mine søstre og jeg lavet en video. En video, som min afsindigt teknisk dygtige yngste søster havde klippet sammen i et uhyggeligt avanceret redigeringsprogram. Og hvor en masse af deres venner optrådte. Min mor brød fuldstændig sammen. Især da alle de amerikanske udvekslingsstuderende, som hun har haft gennem tiden, tonede frem på storskærmen. Hun græd så meget, at vi måtte afspille den to gange, så hun kunne se den ordentligt anden gang.

Her er den:

 

Det var en helt perfekt aften. Præcis som de havde fortjent!

 

image

13315360_10154052438951628_3795792669769719828_n

13339687_10154052439101628_8868997107855046927_n

13325607_10154052440821628_8554231176102106093_n

13321878_10154052442026628_3584278430369813810_n

13256032_10154052446171628_6522005068634001147_n

13339711_10154052446311628_6033645673674291028_n

13312730_10154052441396628_2429214120575208795_n

Min nederdel, der i den grad reddede en forestående tøjkrise, er fra Karen by Simonsen og findes her (affiliate link)

   

14 kommentarer

  • Caroline

    Ih, jeg er sådan en tudemarie. Så megen kærlighed. Sej mor. Og møg skøn video – det var den, der gjorde udslaget :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj-Britt

    Jeg fik våde øjne inden filmen, og nu tuder jeg. Håber gæsterne havde vandfast makeup på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Haha – hvor er du sød! Min mor havde i al fald – men der var sikkert flere, der godt kunne have brugt det :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Virkelig fin og sød film! ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den afsindigt teknisk dygtige yngste søster

    Til Malene (og andre interesserede): programmet jeg brugte til at klippe filmen sammen var Adobe Premiere. Du kan finde et hav af tutorials både på youtube og på adobes egen hjemmeside :)
    Hilsen Den afsindigt teknisk dygtige yngste søster, som dog ikke kunne finde ud af at svare direkte på en kommentar…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Hvor lyder det som en fantastisk fest og nogle fine taler. Filmen ramte mig lige i hjertekulen, og jeg tænker derfor om du vil dele hvilket program i anvendte, og måske endnu bedre; lave en ‘how to’? ☺️ Tak for en fin blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Hej Malene. Min søster har svaret længere oppe i kommentarfeltet :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hej
    Sikke en fest :) – kan du oplyse, hvor det blev holdt? – det er altid godt at have et anbefalet festlokale i baghånden :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder som en virkelig kærlig fest og en virkelig kærlig familie. Og sikke noget med hjernerystelse – jeg har en kollega (min tætteste faktisk), som lige har haft en og været UDE i 3 måneder og er nu langsomt (nogle timer om dagen) på vej tilbage igen.. Og det eneste hun gjorde var at lege med sine børn – og dermed støde hovedet op i en bjælke i et sommerhus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det var den bedste fest. Og ja, hjernerystelse er noget lort og kan være langt mere alvorligt end folk tror.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Berit Filstrup

    Wauw!! Sikke en film. Jeg bli’r også helt rørt, selvom jeg ikke kender en eneste af jer!
    Tak for dine – altid – skønne skriblerier ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak! Jeg er også ved at tude lidt hver gang jeg ser den – selvom jeg har set den vir-ke-lig mange gange efterhånden :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #36 (med tandtab, fester og undskyldninger)