Hjemve

Skal børn have lommepenge?

img_9748 fullsizeoutput_7

 

Lommepenge er et emne, vi jævnligt diskuterer i det lille hjem på Østerbro. “Skal jeg ikke snart begynde at have lommepenge” spørger den ældste endnu mere jævnligt. Og jo, det skal hun egentlig nok, men det er altså endnu ikke sat i system – og det er der to overordnede årsager til.

For det første ligger vi aldrig inde med kontanter! Aldrig nogensinde. Vi kunne selvfølgelig gå ned i banken og hæve en masse 20’ere, som vi kunne gemme et sted og dele ud af ugentligt – eller vi kunne, som jeg også har foreslået Sia, agere “bank” for hende – og holde regnskab med hvad hun har og hvad hun bruger.

For det andet, så har jeg rigtig svært ved at finde ud af hvordan vi skal italesætte hvorfor hun skal have lommepenge. Flere af hendes klassekammerater har faste pligter, som udløser lommepenge. De tørrer spisebordet af, går ud med skrald og holder orden på deres værelse. Og jeg kan egentlig meget godt lide idéen om at lære børnene, at man skal arbejde for pengene og at de ikke kommer dumpende ned fra himlen eller hænger på et træ. På den anden side, så har jeg ikke lyst til at lære dem, at det udløser en økonomisk gevinst at hjælpe til. Jeg synes ikke, at lommepenge bør være incitamentet for at hjælpe. Jeg vil gerne lære dem, at man hjælper til fordi man er en del af et fællesskab – og så tage lommepengene ud af den ligning.

Inden vi rejste mod Østen, besluttede vi os for at give de to store 100 malaysiske dollars hver. Vi havde hævet valuta og lå pludselig inde med kontanter – og så kunne jeg tydeligt huske glæden ved at have mine egne penge på min barndoms ferier. Og det har været sådan en fin ting. Elliot lagde godt nok ud med at efterlade sin pung og sin formue i Kuala Lumpurs lufthavn – men derudover er det gået så fint. De har lært at prioritere – og at 100 dollars ikke varer evigt, selvom det lyder som uendelig rigdom.

Og det er vel, når alt kommer til alt, det, det handler om. At klæde sine unger på. At forsøge at gøre dem økonomisk bevidste i en eller anden udstrækning. At gøre sit for at undgå, at de som voksne ender i rod og gæld.

Får jeres børn lommepenge? Og hvordan gør I?

img_9745

img_9746

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

19 kommentarer

  • My

    Nu har jeg ingen børn, men husker hvordan mine forældre gav mig lommepenge forudsat at jeg passede skolen og lavede lektier. At gå i skole var mit arbejde. Ligesom forælderene tog udannelse, fik arbejde, fik jeg “løn” for at gå i skole, på den måde lærte jeg, at jeg ikke bare kunne pjække fra skolen eller forsømme et arbejde, så fik man ikke løn derved man ikke kunne få hvad man ønskede sig. Snakkede jeg for meget i telefon, blev det fratrukket i “lønnen”.
    Da jeg så blev 18 år og endnu ikke var flyttet hjemmefra betalte jeg også husleje, lidt til forsikring (her hjalp mine forældere lidt til). Osv. Det har givet meget mening, i mit voksne liv, hvordan tingene hang sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Miriam

    jeg er helt enig med det med at bidrage til fællesskabet. Sådan er jeg selv opdraget, og det vil jeg klart give videre. Min datter er kun 3, så jeg har ikke så meget erfaring i lommepenge fra et forældreperspektiv. Men som barn fik jeg lommepenge uanset opførsel. Det var fast, og det blev aldrig nævnt, hvis jeg fx ikke opførte mig ordentligt. Samtidig skulle jeg hjælpe til derhjemme. Fordi det gør man. I forhold til det med kontanter, vil jeg luge give mine forældres trick videre – jeg fik en bankkonto, hvor de havde en betalingsserviceaftale på 30 kr eller noget. Så kunne jeg selv gå i banken og hæve en 5’er til et sejt viskelæder. Det føltes enormt voksent, kan jeg huske. Men det kræver naturligvis en bank med betjening, og det ved jeg faktisk ikke, om stadig findes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Min søn på 8 får 100 kr. om måneden i lommepenge – hvoraf halvdelen skal lægges til side. Han har sin egen konto i banken, hvor vi løbende er inde og tjekke hans voksende formue, til stor glæde og stolthed for ham :) De resterende 50 kr. må han bruge som han lyster. De første to måneder strøg han direkte ned i slikbutikken og snoldede for alle pengene. Det blev dog lidt kedeligt fordi han ikke måtte spise alt det lækre slik med det samme/på én gang. Plus, han opdagede, at en måned er rigtig lang når man har brugt alle sine lommepenge og derfor ikke har råd til den seje blå spinner, før næste måned ;)
    Hans faste pligter er at støvsuge en gang om ugen, tømme opvasker og gå ud med skrald. Og det er disse opgaver der udløser lommepenge – og de er nogle vi har aftalt i fællesskab. Jeg er helt enig i, at børn ikke skal forvente betaling for at hjælpe til: vi er en familie, og i en familie hjælper man hinanden. Derfor hjælpes vi også med at holde orden herhjemme, dække bord + tage ud, redde senge mv. Disse ting er ikke “pligter” men ting vi hjælpes ad med :) Herhjemme fungerer denne model rigtig fint, men der er selvfølgelig kæmpe forskel på børn og disses familier. Jeg kender flere familier der bevidst har fravalgt lommepenge og så i stedet stikker en tyver hist og pist :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Vi er ikke igang med lommepenge endnu, men jeg tror vi har tænkt os at kopiere mine forældres løsning, da jeg var barn. Der fik vi vores alder i kr, pr. uge (halvt år talte også) og for de penge, var der ingen pligter. Derudover fik man 20 kr. pr. større ting man hjalp med (slå græsset, gøre rent el.l). Ved ikke om vi kommer til at sætte beløbet lidt højere, så det passer med nutids-kroner, men synes det var en fin måde.
    Og der var en kalender, hvor vi skrev ned og talte uger og ekstra lommepenge-givende ting, som fungerede som banken.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Nu er jeg nok lidt i den lavere ende aldersmæssigt af dem der læser med herinde-jeg er nemlig 17 :) Men da jeg, og med tiden også min søster, var omkring 8-9 år begyndte vi med at få lommepenge uden anden grund end vi skulle lære at administrere det, og så forventede minde forældre at vi hjalp til derhjemme med alm. husholdning. Større opgaver som feks hækklipning var frivilligt om vi ville hjælpe, men det får/fik vi “løn” for-på den måde ville de lære os noget om at hjælpe til og noget om økonomi. Jeg skal ikke kunne sige hvor godt det virker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • N.

    Vores børn (10 og 16) får lommepenge. Det har de gjort siden de var 4 år. Lommepenge er en øvebane til at lære at håndtere penge og ansvar og har ikke noget med opgaver og pligter herhjemme (dem skal alle hjælpe til med efter evne og alder og andre forpligtelser). Vores store får også,tøjpenge nu. Vi overfører til begges konti hver måned og så hæver de til forbrug / vi lægger ud og trækker pengene på deres konto. Vores opmærksomhed har været på meldinger fra banker mv at mange unge ikke kan finde ud af a styre et budget/deres forbrug. Hvis man skal lære det (hvilket vi synes), så skal man jo bare i gang i det små og så langsomt skrue op for ansvar og ned for støtte. Begge vores er gode til at spare op til større ting, men tømme også kontoen indimellem og mærker ærgrelsen over at der så ikke er råd til det næste ønske. Jeg tror det er svært at lære at få styr på sin økonomi som 17-18 årig, hvis man ikke har haft en længere øvebane.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    En af mine gamle kollegaer har lavet app’en MyMonii http://www.mymonii.com/ som gør det muligt at give lommepenge over telefonen, enten ved et fast beløb eller ved at tjene dem via opgaver i hjemmet eller ved at sætte et opsparingsmål til børnene så de kan se hvor langt de er nået :) Nu er min datter godt nok kun 1 år, men synes idéen er skide smart – netop fordi de færreste af os går rundt med kontanter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Minder faktisk utrolig meget om et indlæg jeg skrev for en måneds tid siden 😊 Vores den store spørger nemlig også meget ind til lommepenge, og jeg havde egentlig også tænkt, at det skulle være noget han tjente ved at hjælpe til, men som dig tænker jeg faktisk, at de 2 ting måske ikke skal hænge sammen. Man hjælper fordi man er en del af en familie! Men Silas havde også egne penge med på ferie, og det var stort set at kunne gå i kiosken og kæbe et stykke tyggegummi, men det gjorde også lidt ‘ondt’ da damen skulle have 200 kr for 2 fidget spinners 😉 Men en vigtig lektion til drengen 😊
    http://provinsmor.dk/lommepenge-huslige-pligter/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min søn på tre får ikke lommepenge endnu, men det kommer stensikkert på et tidspunkt. Jeg er enig med dig i, at det ikke skal handle om “noget-for-noget”, men mere om at lære at administrere sine egne penge.
    Selvom det kan være udfordrende i dag, mener jeg desuden, der er en fordel i at lade mindre børn få fysiske penge. Det er mere konkret at forholde sig til frem for noget abstrakt, der findes et eller sted på en konto, og som man aldrig ser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne Nielsen

    Mine piger på 9 og 5 får lommepenge.
    De har 4 ting hver om ugen; en maddag, dække bord, altså ting vi normalt gør i fællesskab.
    Den store står fx selv for planlægning af hendes maddage lige fra menuen, til indkøbslisten mm.
    Den lille bestemmer menuen og er med ude og handle og hjælper til med at lave menuen.
    De får 20 og 30 kr hver. Den store snakker dog on at hun gerne vil have andre/flere pligter.
    De har selv hjulpet med at komme på deres pligter

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • hmmm, skal de have lommepenge? Vi har kørt med lommepenge i en periode, det virkede ikke optimalt. Jeg er gået væk fra det igen, for jeg kan ikke helt se pointen i det. De får de ting jeg synes er rimelige (slik, tøj, legetøj, osv.) og ellers er der pengegaver og gavekort som de selv styrer.

    Min ældste synger i kor og tjener derigennem lidt penge (hun er 10 og det er ikke noget hun bliver rig af) – hun var så stolt da hun kom hjem med den første lønseddel.

    Jeg overvejer at indføre et job for den lille, som hun kan tjene lidt på hver måned – men har ikke helt fundet ud af hvordan det skal gribes an.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Nu har jeg ikke selv børn, men da jeg barn barn fik jeg lommepenge (tror det startede med 50 kr om måneden?) fra jeg var en 8-9 år. Min bror og jeg fik dem for at have vores egne penge, lære at spare op osv. Det var ikke betaling for at hjælpe til, som jeg også synes bør være noget man bare gør uden at få penge for det :) Altså, så lommepenge og det, at hjælpe til, er to forskellige ting. Jeg synes egentligt det har fungeret fint, at man fik lommepenge uanset hvad. Men at der samtidig var en forventning (som jeg tænker der er i de fleste hjem?) om at alle hjælper til. Jeg synes bare at få 2 kroner for at bære sin tallerken ud, 3 kroner for at tømme opvaskeren osv er lidt dumt 🙈 Uanset hvad komme børn jo til det når de bliver ældre uden at få løn for det 😆
    PS. Som en anden også var inde på ovenover, så fik jeg fin forståelse for, at penge ikke bare kommer dumpende. De penge, vi fik, skulle dække alt sjov og så måtte man spare op :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Nu er vores søn kun syv måneder, og selvom det ikke er aktuelt endnu, så har vi faktisk allerede snakket om det her hjemme. Vi mener nemlig, lige som du, at der er visse pligter, som hører til, når man er en del af en familie – og det er altså ikke opgaver som skal belønnes med penge. Vi gider nemlig ikke havne i en situation, hvor vores børn vil have penge for at tage deres tallerken af bordet, gå ud med skraldeposen eller børste deres tænder! Hvis de så laver en aftale med eksempelvis naboen eller bedsteforældrene om, at slå græsset en gang om ugen, og derved tjene lidt ekstra, så er det helt okay. Vi synes også det er fint, at de har “et arbejde”, hvor de har et ansvar der skal leves op til, og hvor de høster frugten af et veludført arbejde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vores ældste datter (på 3 år) har faktisk næsten fået lommepenge fra dag 1. Min mand og jeg var ikke helt enige, da jeg egentlig syntes det var for tidligt. Men hans argument var at de småpenge hun får sætter vi i banken 1-2 gange årligt. Så de småpenge hun får vokser. Hun er nu så stor at hun faktisk begyndt at forstå det med pengene og er stolt når hun ugentligt skal putte den i sin sparegris.
    Jeg tror faktisk også at lommepenge giver børn en god forståelse af, at penge ikke bare hænger på træerne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi har prøvet lidt af hvert. Vi gik meget hurtig væk fra at man kunne tjene sine lommepenge ved at udføre tjanser, da det afstedkom lidt for meget “og hvad får jeg så for det” når de blev bedt om at hjælpe til. Hos os for hvert barn 50$ om måneden i lommepenge og forventes så at holde sig selv med legetøj, makeup, og computerspil. Hvis vi rejser på ferie får de også udleveret et beløb de selv skal holde styr på. Vi slipper for utrolig meget plageri og jeg tænker selv at (ligesom med så mange andre evner her i livet) så bliver man ikke god til at styre sit forbrug med mindre man har haft penge mellem hænderne.
    Og tak for en skøn blog, som jeg lige har opdaget. Jeg er også selv ung mor til 3 stks 👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Enig; jeg synes aldrig nogensinde never ever at man skal gave penge for fx at tørre bord af, gå ud med skraldet osv. Det skal man gøre fordi man er en familie og i en familie hjælper man hinanden. End of story. Så er jeg lige glad med at nogen siger at de ellers ikke kan motivere deres børn til at hjælpe til – det er uden for min forstand, så må man kigge indad og sætte ind et sndet sted. Ja, det lyder måske hårdt men jeg taber virkelig både næse og mund når jeg hører om at nogle fra min søns klasse får lommepenge for fx at bære deres egen skoletaske osv. WTF?! vores ældste (af 3) er 7 og han får lommepenge men vi glemmer det ret tit fordi han glemmer det og så glemmer vi det også. Men lommepenge skal han have fordi han jo ikke har nogen mulighed for ellers at have sine egne penge (medmindre han får noget i gave) og det synes jeg er fint at lære at have lidt penge til at bruge til lige hvad man ønsker – om man vil spre op eller formøble dem ned det samme; begge dele lærer man noget af og snakker vi om. Han får lommepenge lige meget om han så har nægtet at tage sin tallerken ud af bordet hele måneden;) de to ting har intet med hinanden at gøre. For han ved udnærket godt at pengene ikke bare kommer dumpende – det er samme måde jeg fik lommepenge da jeg var barn, og det afholdt mig altså ikke fra at få et job så snart jeg var gammel nok og at have arbejdet lige siden. Men penge skal bare ikke være hans motivation for at gøre helt elementære ting- det skal være hans indre der styrer ham dér. Og så engang imellem så tjener han nogle penge ved at hjælpe bedsterne med et eller andet eller sådan- han sparede op til en ny cykel sidste sommer ved at hjælpe med forskellige ting hos bedsterne og samle flaskepant;) men man kan ikke tjene ekstra penge hjemme hos os. Og man kan heller ikke blive frataget dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Vores datter på 6 får lommepenge I ny og næ, men der er ikke noget fast beløb og hun får ikke hver uge. Hun hjælper meget til herhjemme og får så lidt lommepenge til sparegrisen, som så bliver brugt når sparegrisen er fuld

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Vores børn får 100kr og 125kr om måneden. De er hhv. 7 1/2 og 9 år. De er på deres egen bankkonto og så betaler de selv legetøj, blade og andet smådims.
    De får dem uden pligter bundet på. Fordi vi tror det er godt selv at have penge og at vi hjælper hinanden uden penge imellem os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Ja. Mine børn får lommepenge. Men vi belønner ikke. Det vil sige – de “pligter” de har får de ikke penge for. Jeg stemmer for at vi lærer at hjælpe hinanden og at alle bidrager med hjælp til det der skal laves i huset uden at få løn. Jeg får heller ikke løn for at smide aftensmad på bordet. Til gengæld får de hver fredag 20 kr til sparegrisen – og derudover bliver de sat 100 kr ind på deres konto hver måned både hos deres far og her hos mig. Så alt i alt – 200 ind på kontoen og 80 kr i sparegrisen i mdr. Det fungerer endnu og skal de så noget ekstra – i Djurs, Tivoli eller lignende får de lidt ekstra :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemve