Thor og Hugo kom hjem i dag. En dag tidligere end planlagt. Og det var altså ikke mig, der havde bedt dem om det - men det gjorde mig så absolut ingenting! Der skete nogle ting på Thors arbejde, som han måtte hjem og tage sig af. Og Hugo grinte og grinte da han så mig. Som om han ikke helt kunne forstå, at jeg pludselig stod lige der. Og så slap han mig ellers ikke siden.
Her til aften fik jeg min svigerfar til at komme ned fra tredje sal og lytte efter vores sovende avl. Og så hev jeg Thor med op til den amerikanske ambassade, så vi kunne deltage i mindehøjtideligheden - og vise vores sympati med de alt for mange ofre for gårsdagens ubærlige terrorhandling i Orlando. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har deltaget i et minuts tavshed med så mange mennesker før - og det var dybt rørende. Mennesker, amerikanske flag, danske flag og regnbuefarvede flag. Og tavshed. Av.
Nu er jeg tilbage i min sofa. Thor, som altid har troet at han var italiener, ser Italien spille landskamp. Og jeg kan ligeså godt indrømme det: dette er en overspringshandling! Jeg skal til eksamen i næste uge og dronningen af overspringshandlinger er slået til. Jeg har omrokeret stuen, gjort badeværelse rent og sorteret legetøj. Min mor har altid sagt, at jeg ikke bare arbejder bedst under pres - jeg arbejder kun under pres. Og hun har sgu nok ret. Til gengæld er jeg ret god under pres. Gudskelov.
Men nu! Nu vil jeg sætte mig ind i nogle sygeplejeteorier - eller en enkelt - og så vil jeg hoppe ind i smørhullet mellem Sia og Elliot. Jeg havde jo lovet dem, at de måtte sove i min seng imens deres far var væk. Og jeg holder altså, hvad jeg lover!
Se næste indlæg >
Mit navn er Cecilie Underbjerg. Jeg er 29 år gammel, sygeplejestuderende - og bor på Østerbro med min mand og vores tre børn. Bloggen er en blanding af de små hverdagsfortællinger - og de lidt større tanker.
Cecilie
Og jeg!