Svar #2

Snigpremiere på næste kapitel

img_4087

Der går han. Gennem skolegården. Med jakken halvt på og halvt af. Og med kurs direkte mod det næste kapitel i hans liv.

Og der sad vi. I SFO’en, som vi kender – men med ansigter, vi aldrig har set. Halvt nye og halvt gamle. Og med vores andet skolebarn. Vores andet skolebarn!

Og der gik han. Da hans navn blev råbt op. Op til alle de andre bittesmå og kæmpestore 5-årige. Alle de andre bittesmå og kæmpestore 5-årige, som han skal følges med i de næste ti år af hans liv. Som han skal grine med og skændes med. Lære med og lege med.

Og jeg græd en lillesmule. Selvfølgelig gjorde jeg det. Fordi jeg ikke kan styre det og fordi jeg føler ad helvedes til. Og fordi det føles for voldsomt og fordi han var min baby forleden dag. Og fordi jeg ikke kan følge med og fordi jeg er ved at sprænges af stolthed.

Fordi tiden gerne lige må stoppe en lillesmule.

Og det var bare et besøg og noget information – og i morgen skal han tilbage i børnehaven. Og alligevel var det meget mere end det. For det var en snigpremiere på det næste kapitel. Et glimt. Og det virkede godt – selvom jeg næsten ikke kan rumme det.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

2 kommentarer

  • Selvom jeg er så langt væk fra selv at få børn, så blev jeg helt rørt at dette indlæg. Det må være virkelig underligt at se tiden gå så hurtigt forbi.
    Jeg arbejder på en skole og efter kun 4 måneder kan jeg se at børnene i de små klasser er vokset flere centimeter samtidig med, at deres ordforråd er blevet endnu større :D
    God søndag.
    Kh Anna fra tyvertragedien.wordpress.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe O.

    Det er vanvittigt at have fået så store børn lige pludselig 😳 Jeg blev 36 i efteråret, og i foråret blev vores ældste konfirmeret! Arhmen, what the fuck skete der?! Nogle gange tænker jeg på, at hvis hun er ligeså hurtig som mig, kan jeg blive mormor i en alder af 43. Nooooo! Hun får slet ikke lov til de indledende baby-øvelser, før hun bliver 30! Mindst!!
    Jeg har altid haft lyst til at rette et cirkelspark mod de der “små børn, små problemer”-typer. Det har jeg egentlig stadig, for når man står i det, er et problem stadig et problem. Men jeg må nok alligevel sige, der er en smule om snakken – for hold op, der kommer nogle vilde problemstillinger! Men vi er bare nødt til at tro på, at vi har opdraget nogle gode mennesker, og så skiftevis holde dem i hånden og skubbe dem fremad resten af livet.
    Det er fantastisk at have store (og små) børn! (Når man lige vænner sig til den enorme ufleksibilitet der hersker for skolebørn og deres forældre!)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Svar #2