Hav et godt liv

Solstråler og Seebach

1fc74392-8431-4732-8348-7ac8b956a7e8

På vej hjem fra Jylland. Kæft, det går hurtigt at køre over Fyn. Befinder os et sted på Sjælland – imens vi hører Karl William og drikker cola. Og kigger ud.

Kørte den modsatte vej i går. Uden andet soundtrack end alt det, der står Seebach på. Det var nemlig det, vi skulle. Min mor, mine søstre, min lillebror og jeg. Til urpremiere på Seebach-musicalen. “Hvad betyder urpremiere, mor?”. Spurgte min lillebror, da han kunne få ørenlyd for vores (min…) skrålen med. At det er første gang, det bliver spillet i hele verden. Han var ikke synderligt imponeret, da han tørt konstaterede, at det nok heller ikke ville blive spillet andre steder end i Danmark.

Kom frem. Til Frederecia. Fandt vores hotel og blev mødt af et par damer fra TV-avisen, der havde fået arrangeret, at de skulle interviewe os om vores forventninger. Min mor og jeg førte ordet. Det gør vi. Og så smuttede vi en tur op og ned ad Strøget – inden vi indfandt os på hotellets restaurant og spiste meget dansk mad, pandekager med is og drak rødvin. Vi spurgte tjeneren, om kartoffel-porresuppen, som egentlig var en forret, ville gå an som hovedret til Viggo – eller om de eventuelt kunne lave en større portion. Og hun svarede tøvende, at så ville den nok skvulpe over og være svær at gå med. Og jeg blev semitavst halvtræt af serviceniveauet og tænkte, at de sgu da måtte have en større tallerken, så. Det viste sig bare, at en forret på en jysk restaurant bliver serveret i en gigantisk dyb tallerken og uden tvivl ville være skvulpet over, hvis portionen havde været det mindste større. Så jeg klappede kaje og overdyngede mine rösti med flødesauce.

Og så! Showtime. Shit, hvor var det godt! Så afsindigt fint fortalt, smukt sunget og godt danset. Sjovt. Rørende. Det hele. Bravo.

Vi var sultne på vej hjem. Ikke at jeg forstår det. Så vi gik ned ad trappen til “Café Mums” kl. 23, hvor den unge tjener fortalte os, at køkkenet desværre (selvfølgelig) var lukket. Og så tilbød han gudhjælpemig at gå i køkkenet og lave to portioner nachos til os. “Når bare kunderne er glade”. Jeg tror, at han hed Bjarke. Og jeg elsker ham lidt. Så vi sad til over midnat og spiste og drak, grinede, huskede og berettede.

Og så gik vi hjem i seng.

Og nu er vi her. Tæt på Køge. Mætte af McFlurry. Efter et døgn fuld af alle mulige solstråler – midt i alt det svære.

God lørdag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

6 kommentarer

  • Sandra

    Hvor dejligt at du har haft en god oplevelse i “min” by😊 Nu må jeg vist hellere skynde mig at få bestilt de billetter til Seebach. Lyder jo fantastisk. Kan da heller ikke bo i Fredericia og så ikke se den!
    Tak for din blog – min favorit😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tak for lån af din hyggelige by! Og for de pæne ord. Og ja – du skal nok skynde dig at bestille 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Sikke en dejlig historie fra “min” by. Fedt at i tog hele vejen for at se ur-premieren :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Superfans kan jo ikke vente til den kommer til hovedstaden i 2018 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Hvor er det bare hyggeligt, at i kan tage på sådan en familietur sammen, også selvom nogle af jer er ‘rigtigt voksne’. 😉 On another note – hvor er din fine gule strik fra? Det er lige sådan én jeg selv godt kunne bruge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det er nemlig så dejligt! Og strikken er faktisk bare fra H&M – købte den i går :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hav et godt liv