At passe på sig selv

Tak, tanker og efterårsferie

img_0279

Der var det smukkeste lys over min by, da jeg ved aftensmadstid slentrede hjem ad Østerbrogade sammen med Sia. Vi havde tilbragt eftermiddagen på den lille, slidte, skæve og rare friskole. Til fernisering, hvor ungerne skulle fremvise resultaterne af ugens minisamfundsuge. Vi købte fantasivaluta via mobilepay – og investerede i pølsehorn, juice og ture i lykkehjulet. Og så gik vi hjem.

Drengene cyklede i forvejen – og Sia og jeg gik, som sagt. Hånd i hånd. Snakkende. Imens vinden susede og himlen ikke kunne beslutte sig for hvad den ville. Ligesom mig.

Tak for alle jeres kloge ord og tanker om det, jeg fik formuleret i går. Jeg havde egentlig ikke forventet jeres besyv og troede, at mine spørgsmål var retoriske. Og jeg havde i al fald ikke forventet, at I ville være så heppende, som I var. Som alle er. Selv 75% af vores forældre. Og jeg er glad og forundret. Måske er det faktisk verdens bedste idé. Måske opdager jeg det lige om lidt. Måske ved jeg det allerede.

Men et skridt ad gangen. Og i morgen eftermiddag starter efterårsferien. Thor, hans mor og ungerne tager til Paris lørdag middag. De købte billetter dengang de stadig troede, at Thors lillebror skulle læse et semester derovre. Det skulle han ikke alligevel, men nu tager han vidst med dem ned for at besøge det, der skulle have været hans by. Jeg bliver hjemme og passer min praktik og får indhentet alt det, jeg ikke når, fordi jeg ingenting kan præstere, når mine børn sover. Og så tager jeg ned til dem tirsdag aften – og bruger nogle dage i Disneyland, inden vi allesammen flyver hjem fredag.

Det bliver dejligt. Ad helvedes til. Både med nogle dage alene med mig selv, mine tanker og mine hængepartier. Og med nogle oplevelser, noget sol og noget tid med alle dem, jeg elsker allermest.

Nu kommer Thor hjem med burgere. Hugo sover, de store hører lydbog – og vi blev ikke mætte af pølsehorn til overpris.

God torsdag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At passe på sig selv