Det skal nok gå. Det skal det jo.

Thors torsdag #2 (at være 20 og få at vide, at man skal være far)

image

“Hvad vil du skrive om i morgen?” spurgte jeg Thor i går. Til det svarede han, at han skriver det han føler – og at han sidste torsdag syntes, at jeg var skideirriterende og derfor skrev dette indlæg

I dag har jeg åbenbart været sødere. Han har i hvert fald endelig skrevet det, som jeg har punket ham for siden jeg begyndte at blogge for et halvt år siden. Nemlig hans version af vores historie, som nu findes i hele tre versioner – min egenmin mors og altså hermed Thors:

‘Husk at kommentere på hendes frisure!’ ‘Husk at komplimentere det’

Jeg gik op ad den gamle, snoede Københavnertrappe, bankede på og trådte ind i den lille 2-værelses.
Tog sko og jakke af og gik igennem den lange gang, ind i det store rum som i den lille lejlighed både rummede stue, køkken og i deres tilfælde; en masse tomme vin- og sprutflasker.

“Hold op hvor ser det flot ud – jeg er helt vild med det”

Jeg gav hende et kys, men da jeg krammede hende, mærkede jeg en sær akavethed i hendes kropssprog.

Som jeg husker det sagde hun bare de tre ord, uden forbehold, ingen udenomssnak bare:
“Jeg er gravid”!

Og hvordan tager man så imod den besked når man har kendt pigen i én måned, blot er 20 år gammel og ens tilværelse er bygget op omkring næste bytur, næste brandert, næste adrenalinkick!

Og hvilket adrenalinkick!!!

1.000 tanker fløj gennem hovedet på mig – og på Cecilie kunne jeg tydeligt mærke.
“Undskyld” kan jeg huske hun sagde (At en uplanlagt graviditet aldrig kun kan tilskrives den ene part er en anden diskussion).

Jeg føler jeg skylder jer en smule baggrundsviden, så I har en større forståelse for, at hvad som i nogles øjne kan virke som en ung mands spontane beslutning, beror på en mavefornemmelse og en grundfast tro på, at intuitionen og ‘den der’ fornemmelse nok skal guide mig. Mange af mine spontane beslutninger bygger således på ‘den der’ fornemmelse, hvilket blandt andet har bragt mig 10 måneder til Kina som au pair (mere om det en anden dag) – den beslutning blev truffet på 20 minutter og 8 dage senere stod jeg i Shanghai.

SÅ – for at vende tilbage til Cecilies nye frisure (og graviditet) – var det netop ‘den der’ fornemmelse jeg lyttede efter. Og selvom jeg også en rationel mand og derfor overvejer for- og imod i alle situationer og derfor agerede “den fornuftige stemme” (kan vi det? Hvad med job? Og uddannelse? Bolig?), var jeg faktisk aldrig i tvivl.

Selvom jeg ikke havde kendt hende i længere tid, vidste jeg at hun var noget helt specielt og hun var dén jeg ville være sammen med. Og det føltes som den helt rigtige og mest selvfølgelige ting at vi skulle have et barn sammen. Det tog altså ikke mange minutter før vi kiggede hinanden i øjnene og sagde ja til hinanden – ja til, at vi selvfølgelig skulle have et barn sammen, et ja til at vi vidste at mange sikkert ville syntes det var fuldstændig sindssygt – men det var et ja til at vi nu ville kæmpe med næb og klør for at få det til at fungere.

Heldigvis, har det siden vist sig, krævede det ikke de store kampe. Cecilie var og er, præcis som min fornemmelse sagde mig dengang, den eneste for mig og én er nu tre og hun kan stadigvæk drive mig sindssyg – af kærlighed, frustration og latter.

2 kommentarer

  • Lise

    Jeg er allerede helt vild med ham der Thor! 😄🙈Fantastisk historie, som jeg har læst mange gange, og bliver lige betaget hver gang! Tak for en god blog Cecilie, og tak for at godt tiltag med Thors torsdag!❤️ Sød kæreste du har dig – pas godt på ham 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Lise. Hvor er du sød – og så har du vist skrevet Thors yndlingskommentar i min blogkarriere 🙈 Tak fordi du læser med!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det skal nok gå. Det skal det jo.