Ugen der gik #101 (med aftensol, selverkendelse og et børnefrit døgn)

Tilbage i kitlen

img_0044

Og pludselig blev det torsdag aften og jeg har forsømt min blog i fire dage, hvilket virkelig sjældent er sket. Og det føles mærkeligt og forkert – og samtidig helt rigtigt. Jeg går nemlig og øver mig, ser I. Øver mig på at finde den dér skide balance, som jeg har ledt febrilsk efter i alle de snart to år, jeg har sendt tanker ud i verden fra mit ydmyge hjørne af internettet. Balancen mellem at være Cecilie fra Østerbro og Cecilie fra tregodegrunde. For selvom jeg jo er begge dele og selvom de begge to bor i mig og fylder og i sidste ende jo er en og samme person – så lever de alligevel hvert deres liv. Og i løbet af de sidste par dage, har netop den kendsgerning stået klarere end måske nogensinde før.

Jeg er nemlig tilbage i kitlen. Min sidste praktikperiode er officielt skudt i gang – og i går iførte jeg mig en hvid kjole og et navneskilt, tog billedet ovenfor og strøg ud på hospitalsgangene. For første gang i mere end 2,5 år. For første gang i al den tid, jeg også har været Cecilie fra tregodegrunde. Og jeg var spændt af mange årsager. Jeg var spændt på om jeg kunne huske hvordan man overhovedet var sygeplejerske. Og så var jeg hamrende spændt på, om jeg havde truffet det rigtige valg dengang i November, hvor jeg, som I måske husker, besluttede mig for, at jeg (ikke længere) skulle være fuldtidsblogger. For nok havde mit halve år tilbage på skolebænken givet mig en ret klar overbevisning om, at jeg havde truffet det rigtige valg – men tænk nu hvis jeg kom tilbage på gulvet, i kitlen, og pludselig kunne mærke, at det var helt forkert? Beslutningen, jeg traf i November, traf jeg jo alene på baggrund af en erindring om, at jeg elskede at udføre sygepleje – og en formodning om, at det var det, jeg allerhelst ville. En kraftig erindring og en stærk formodning, jovist – men jeg havde på daværende tidspunkt ikke sat mine ben på en hospitalsgang i tæt på to år, så det var et sats. Ligesom alt føltes som – i det efterår.

Og i går skulle min beslutning stå sin ultimative prøve. Og det gjorde den så godt, at jeg kunne tude. Mit smil på billedet ovenfor er ikke påtaget – og forventningfuldheden i mine øjne ej heller. For det føltes rigtigt lige fra prøverummet – og som timerne gik, blev jeg kun mere og mere bekræftet i, at jeg selvfølgelig traf det rigtige valg dengang. Og selvfølgelig gjorde jeg det – for jeg fulgte jo min mavefornemmelse, selvom den havde fortalt mig det modsatte bare nogle måneder forinden. Jeg traf uden tvivl det rigtige valg – og jeg havde den mest fantastiske dag på onkologisk afdeling og jeg glæder mig til at komme tilbage på mandag. Der skulle nemlig så uendeligt lidt til, før jeg kom i tanke om hvorfor jeg knuselsker mit fag så himmelhøjt, som jeg nu ikke længere blot erindrer eller formoder, men ved, at jeg gør.

Der skulle ikke mere til, end et møde med en patient. Et møde med en hård og uretfærdig skæbne, som jeg fik lov til at være noget for. Og der skal så lidt til. En hårvask, en hånd, en snak, et grin, noget rent sengetøj, noget forståelse, lidt ømhed. Fra hvor jeg sidder, er det simpelthen det største privilegium – at få lov til at komme så tæt på et menneske i en svær tid. Lige dér hvor de er allermest sårbare og allermest åbne og allermest ærlige og allermest levende – selvom de måske ikke er det ret længe endnu. Eller måske netop derfor. At få lov til at gøre en forskel for et andet menneske. Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig noget mere meningsfuldt.

Og hvor var det nu, jeg kom fra? Det var noget med to dele af min personlighed. Cecilie fra Østerbro, som også er moren Cecilie, konen Cecilie, veninden Cecilie, datteren Cecilie, søsteren Cecilie og den sygeplejestuderende Cecilie. Og så Cecilie fra tregodegrunde. Bloggeren Cecilie, historiefortælleren Cecilie, den tankenedskrivende Cecilie. Jeg har svært ved at forene dem. For selvom der er en del af den sygeplejestuderende Cecilie i bloggeren Cecilie – så er der ikke nogen blogger i den sygeplejestuderende. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle mine patienter, at jeg har en blog – og jeg har heller ikke lyst til at dele det med mine nye kollegaer. Og jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor – for jeg er jo stolt af det, jeg har skabt herinde. Jeg er stolt af, at der er mange tusinde mennesker, der læser med og jeg er stolt af at vide, at det, jeg skriver, betyder noget for nogen. Måske er jeg bare bange for at blive misforstået – måske er jeg bare offer for mine egne fordomme. Om mig selv.

Jeg ved det ikke. Og det her indlæg giver ganske givet ingen som helst mening for andre end mig selv – og det ved jeg sgu ikke engang om det gør. Men det var altså det, der fyldte, efter fire døgns usædvanlig radiotavshed.

Og jeg leder videre. Efter den dér balance. For jeg ved, at den må findes – og noget i mig siger mig, at selvom jeg føler mig længere fra den end nogensinde, så forholder det sig måske i virkeligheden fuldstændig omvendt.

Det tror jeg faktisk.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

20 kommentarer

  • Anne

    Efter weekenden på Ærø, så vil jeg som Anne-Dorte, og bare fortælle at det indlæg giver SÅ meget mening. Jeg ved at du får det hele til at gå op, og jeg er så glad for, at du stadig finder tid til bloggen. Og daglige indlæg ikke nødvendige for dine indlæg er alle sammen så vigtige, at de sagtens kan lade vente på sig ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Britt

    Cecilie, du er den bedste! Også selvom der går fire dage uden vi hører fra dig! Jeg er næsten 10 år ældre end dig, men elsker at følge med, og du er min absolut Yndlingsblogger.

    Det føles som om jeg kender dig, og du er en god veninde! Jeg ved du bliver verdens bedste sygeplejesker OG samtidig er du den bedste blogger.

    Glæder mig til at læser meget mere fra din hånd, og lover at give mig til kende, hvis jeg en dag skulle være så heldig at støde ind i dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Som alle de andre er jeg slet ikke i tvivl om, at du bliver en fantastisk sygeplejerske. Din evne til at undre dig og tænker over ting bruger du i dine skriverier på bloggen, og det er netop det der kombineret med din ydmyghed og evne til at møde mennesker gør, at du bliver en god sygeplejerske.
    Da jeg startede med at blogge for 11 år siden, netop i dag, var en af mine mål med bloggen at fortælle om det at være sygeplejerske på et akut apopleksiafsnit og at bruge bloggen til at reflektere over min sygepleje. Så for mig kan blog Cecilie og sygeplejerske Cecilie sagtens gå sammen hånd i hånd. Held og lykke med det hele. Jeg er glad for at du valgte sygeplejen til, kan huske, jeg blev ked af at sygeplejefaget ikke skulle beriges med dig, da du ville det anderledes.
    Knus fra en gammel sygeplejerske på 60 år ( heldigvis siger mine kolleger på din alder, at jeg ikke skal tænke på min alder, de vil gerne være kolleger med mig)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Kære Cecilie,
    Jeg læser fast med herinde – selvom jeg ikke kommenterer så tit. Du er en af de bloggere, jeg følger, som jeg elsker allermest at læse med hos. Du skriver ærligt, gribende og så fint så fint om dit liv og dine tanker. Jeg er selv mor til tre (dog lige 10 år ældre, men who is counting?) og bor også i KBH, så jeg ser dit hverdagsliv meget som mit eget. Det er hyggeligt. Men allermest holder jeg af at læse dine ærlige og “ikke-polerede” indlæg. Det er nemlig det, der kan være lidt svært ved blogs, synes jeg. At man kommer tæt på nogen – og så alligevel overhovedet ikke. For mange viser meget lidt af dem selv, og jeg synes der er en tendens til udstilling af alt det rosenrøde. Du er inspirerende, fordi du skriver både om alle roserne, drinksene, stjernestøvet – men også leverpostej og dumme morgenen.
    Og så må jeg lige sige dig tak for at hanke op i mig omkring mobilafhængigheden – jeg lytter til Thomas Skov i disse dage :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Cecilie…. Du bliver (er) en fantastisk sygeplejerske. Det tør jeg godt love. For jeg er selv en af dem – altså ikke nødvendigvis fantastisk, men i hvert fald sygeplejerske 😄. For mange kan det være svært at balancere mellem myndighed og ydmyghed. For der ér meget magt forbundet med uniformen. Men det er så sandelig næsten endnu mere vigtigt at få øje på den ydmyghed, der også følger med. For du har helt ret; vi “inviteres” med ind i det allerinderste. Står ved siden af folk, når de er allermest skrøbelige, sårbare, stærke og i krise. Og dét skal vi fandme være ydmyge overfor! Og det er du. Jeg kan høre det – jeg véd det!
    Jeg var engang med til en samtale, hvor vi måtte fortælle en patient (og hendes pårørende), at hun ville komme til at leve meget kortere, end nogen havde forestillet sig. Da min vagt sluttede, og jeg sagde farvel til hende, tog hun mine hænder i sine, kiggede mig i øjnene og sagde: “TAK for idag! Tak, fordi du var der”.
    Det er øjeblikke som disse, der er med til at gøre det hele værd – til trods for alle de udfordringer (og hvad der nogle gange føles som umuligheder), vi som sygeplejersker forventes at indordne os under.
    Du bliver god til det her! Nej, vent – du ér god!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Signe. For fanden. Din kommentar gav mig kuldegysninger og gjorde mig så glad, stolt – og fuld af beundring. Du er en af dem, jeg ser op til. Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elin

    Kære Cecilie,
    Hvor det glæder mig at høre, at du har haft en god start! Glæder mig til at høre mere. Mange klem, Elin

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Elin. Sendte dig mange tanker, da jeg gik forbi akutmodtagelsen på Gentofte i går, da vi var på SP-kursus. Jeg håber også, at du har haft en god start! Lad os snart drikke en kop kaffe!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Benedicte

    Verden har brug for mangefacetterede mennesker. Og du er en af dem! Til glæde for os mange. Vælt dig dog bare rundt i det hele. Smid kasserne og den dertil hørende tænkning ud. You go girl!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Dorte

    Efter dagene på Ærø giver det her indlæg fuldstændig mening! Og det gør mig så glad at mærke din passion og din tillid til dig selv og livet strømme ud af din tekst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Anne-Dorte. Hvor er jeg bare glad for at høre netop det. For jeg føler også, at alle de brikker, jeg kom til at kaste op i luften på Ærø, så småt er ved at lande. Og jeg håber, at det samme gælder for dig ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kia

    Hej Cecilie :) Jeg vil blot give dig en kæmpe virtuel krammer for din sygeplejerskegejst og for din skønne og uselviske lyst til at hjælpe folk i en så hård situation! Er glad for at du fulgte din mavefornemmelse, når nu du brænder sådan for det, og er sikker på at du vil gøre en stor forskel for mange mennesker! Min far døde i marts måned efter flere års kræftsygdom, og har derfor været en hel del på netop onkologisk i Herlev. Den gode oplevelse vi fik der, og de sygeplejerske vi mødte undervejs i forløbet (især til sidst, hvor han var indlagt) havde så uendelig stor betydning, og de vil altid have en plads i mit hjerte og være som et lille lys i et ellers mørkt minde. Så tusind tak for dig og alle fine kollegaer, som gør så uendelig stor en forskel!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Kia. Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive så rørende og varmende en kommentar. Din far har nok været indlagt på netop den afdeling, jeg er på – og jeg er så glad for at høre, at han og I fik en god og værdig behandling ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Enig med Anne-Sofie! Hvis jeg nogensinde skulle lande på onkologisk afdeling (hvilket forhåbentlig ikke sker), så ville jeg elske at have dig som sygeplejerske!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Kære Cecilie. Hvor er det dog fedt at se dig stråle sådan. Jeg har selv to mostre, der er pensionerede sygeplejersker :) Du virker omsorgsfuld og empatisk. Dette er måske også en af grundende til, at jeg blev så ærgerlig over at se dig bruge betegnelsen “boldmongol” ved et billede på din Instagramprofil. Jeg synes, det er så grimt og trist at bruge handikapbetegnelser/afarter deraf (så som mongol og spasser)… Mange hilsner fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære M. Av. Din kommentar ramte mig, for jeg kan udemærket godt se, hvad du mener – men jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at ordet skulle være uetisk, selvom det (nu) er ganske indlysende. Jeg tror, at det handler om, at jeg altid er blevet kaldt for boldmongol (og jeg ER afsindigt hjælpeløs, når det kommer til håndtering af bolde) – og derfor tænkte jeg slet ikke over, at jeg misbrugte ordet “mongol”. Tak for den vinkel på det – og for dine pæne ord :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie

    Wow, Cecilie ❤️ Du er- og bliver- en fantastisk sygeplejerske, lige såvel, som du er fantastisk med ord og fortællinger. Jeg er sikker på, at du lige netop dér, har fundet din vej 🙏🏻
    Tillykke ❤️ Og sikke heldige de patienter der får glæde af dig, er!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind, tusind tak, Anne-Sofie! Det betyder mere, end du aner ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #101 (med aftensol, selverkendelse og et børnefrit døgn)