Ugen der gik #40 (med frisør, fredagsbar og ferie)

Tillykke Thor – og vores historie

image

I dag er det min mands fødselsdag. 28 år gammel. Jeg kender ikke nogen, der går så meget op i sin fødselsdag som Thor. Han begydner nedtællingen til den næste i morgen. Det elsker jeg ham for. Hans barnlighed – blandet med en ufattelig modenhed. Ligesom jeg elsker ham for hans evne til altid at få mig til at dø af grin – selvom det er pisseirriterende når jeg i virkeligheden er skidesur. Og for at være den eneste 20-årige jeg kan forestille mig, som synes at det er en herregod idé at blive far – og aldrig se sig tilbage og ikke en eneste gang brokke sig over alle de ting, han går glip af. Måske i virkeligheden mest for slet ikke at føle at han går glip af noget.

Jeg har for første gang samlet vores historie i ét indlæg. Den er lang og mange af jer har måsle læst den. Men måske tåler den en genlæsning – og måske har I aldrig fået den før:

I starten af 2009 var jeg 20 år gammel. Jeg var blevet student halvandet år tidligere, havde været et år i USA som au pair – og arbejdede nu på en bar i København. Livet var en lang fest. Jeg var mere fuld end ædru, mere vågen om natten end om dagen, min konto var mere i minus end i plus – og jeg anede ikke hvor jeg egentlig ville hen.

Den 21. Februar mødte jeg Thor for første gang. Jeg var i byen med nogle veninder. Thor og nogle af hans venner stødte til – og vi kom til at sidde ved siden af hinanden. Han havde været ude og bowle og hans bukser var revnet i en manøvre. Han var det rareste menneske, jeg nogensinde havde mødt. Jeg følte med det samme, at jeg havde kendt ham i en evighed. På et tidspunkt bad jeg ham om at lege, at han var min kæreste, fordi jeg havde en fornemmelse af, at en underlig mand i baren fulgte efter mig (måske bare et mindre tilfælde af storhedsvanvid). Det var han ikke sen til at udnytte – han kyssede mig med det samme. Bagefter skulle han gå – og vi sagde farvel. Det gik op for mig, at jeg ikke havde fået givet ham mit telefonnummer, men jeg kan huske at jeg tænkte, at det ikke betød noget – for jeg var sikker på, at jeg ville se ham igen – og at vi skulle nå så mange ting sammen. Hvor fik jeg dog ret. Jeg vidste instinktivt at det var ham.

Et par uger efter – den 4. Marts – fyldte jeg 21. Det var tirsdag, men det skulle ikke sætte en stopper for en fest. En veninde og jeg tog i byen med Thor og en af hans venner. Vi drak os fulde i tequila og jeg slæbte ham med hjem. Senere på natten bad jeg ham om at gå igen, men der lå en og holdt om mig da jeg vågnede næste formiddag. Vi tog ud og spiste brunch, lagde os hjem og så ”Den eneste ene” på VHS, tog ud og spiste kage – og så kyssede han mig midt på Højbro plads inden han forsvandt op ad Strøget – kun iført t-shirt i vinterkulden. Jakken havde han glemt på baren om natten.

Siden den dag har vi ikke sluppet hinanden. Den efterfølgende måned var dødintens. Vi var fulde hele tiden, vi var smaskforelskede og mødte hinandens familier med det samme. Den 21. Marts spurgte han, om jeg ville være hans kæreste – og den 28. sagde han, at han elskede mig.

Mandag den 30. tog jeg til lægen. Jeg skulle have en recept på p-piller, men der var også noget med en menstruation, der ikke rigtig var dukket op. Lægen bad mig om at aflevere en urinprøve, så vi kunne lave en graviditetstest. Den var negativ – så vi festede videre.

Det blev fredag – fredag den 3. April. Den dag, som for altid vil stå for mig som vendepunktet. Jeg havde stadig ikke fået min menstruation og jeg var taget til frisøren. Min frisør var højgravid og vi snakkede om hvordan graviditeten havde været for hende – og hvordan hun havde haft det i starten. Jeg kunne genkende det hele og sad og blev mere og mere overbevist om, at jeg var megagravid. Da jeg var færdig, drønede jeg over i Matas og købte en pakke med to graviditetstests og skyndte mig hjem. Jeg satte mig i vinduet og røg det, som jeg godt vidste blev min sidste cigaret – og så gik jeg ud på toilettet og tissede i en kop, stak testen i og ventede på resultatet…

Jeg lagde testen på kanten af håndvasken og stirrede på den. Der gik ikke mange sekunder, før de var der. De to streger. To tydelige, røde streger, der med ét ændrede mit liv. Jeg panikkede ikke. Jeg var faktisk helt rolig. Jeg vidste det jo godt. Jeg drak tre store glas vand, så jeg kunne tisse igen og tog den anden test. Den var også positiv.

Som jeg husker det, kom Thor ind ad døren få sekunder efter. Han gav mig et kram og sagde at mit hår var blevet flot. Jeg holdt fast i krammet imens jeg sagde ”ja, og jeg er gravid”. Vi så på hinanden. ”Det kan vi ikke” sagde han. ”Nej! Det kan vi ikke” sagde jeg. Det sagde vi til hinanden fire-fem gange, indtil jeg sagde ”men hvad nu hvis vi gjorde det?”. Jeg husker ikke helt hvordan, men vi blev meget hurtigt enige om, at det jo faktisk godt kunne lade sig gøre. Selvfølgelig kunne det det. Og vi ville gerne.

Jeg ringede til min mor. Hun stod i Kastrup lufthavn og var på vej til Paris med min stedfar. Vores samtale foregik nogenlunde sådan her:

”Hej mor. Kan du sætte dig ned et sted?”

”Nej, det kan jeg altså ikke – jeg står lige i tax free-shoppen og skal beslutte om den her parfume skal være den ene eller den anden størrelse”

”Nå, men jeg er altså gravid”

Pause…

”Niller! Kan du lige købe den her parfume for mig?”

Pause…

”Jamen Cecilie, jeg skal ikke sige hvad du skal gøre, men du ved jo godt hvordan man ikke bliver gravid og jeg tror at Thor er den rigtige for dig, så det skal I nok finde ud af”

”Ja. Jeg tror også at vi gør det…”

Pause…

”Shit. Så blir jeg mormor!” (min mor var på daværende tidspunkt 42 år gammel. To-og-fyrre).

Resten af samtalen husker jeg ikke.

Vi havde billetter til ”Kærestesorger” af Nils Malmros den aften. Vi tog en cykeltaxa fra Højbro plads til Dagmar og gik i biografen. Jeg ved ikke hvad vi tænkte på. Og jeg ved overhovedet ikke hvad den film handler om. Overhovedet. For jeg så ingenting. Jeg sad i min helt egen verden og panikkede en lille smule.

Vi tog hjem og gik i seng. Og så tudede jeg. Hele natten. Jeg græd og græd, for jeg var sikker på, at jeg havde ødelagt det hele. Jeg havde lige fundet ham – ham der fik det til at give mening, at det ikke var gået med nogen andre. Og nu havde jeg ødelagt det. For selvfølgelig ville han ikke blive. Helt ærligt. Det kan da godt være, at han sagde han ville – men drengen var tyve år gammel og havde kendt mig i en måned. Han havde kun set alt det gode. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle være mor til det barn. Det var jeg allerede.

Næste morgen var jeg fuldstændig rolig igen. Thor havde været fuldstændig rolig hele tiden. Nu skulle vi bare lige fortælle det til alle de andre…

Vi blev enige om at vi ligeså godt kunne fortælle nyheden med det samme. Vi snakkede om, at vi nok skulle forberede os på, at folk ville synes at vi var sindssyge og ikke tro på, at det holdt – at vi holdt.

Thor ringede til sin mor og fortalte at den der pige, som hun havde mødt en enkelt gang, altså var blevet gravid – og at han skulle være far. Hun blev ellevild og lykkelig. I’m not kidding you! Hans far tog det også pænt og hans brødre var helt cool – om end overraskede. Jeg kan huske, at det betød enormt meget for mig, at de var så rolige. De kendte ham jo. Og de troede på, at han kunne klare det. I dag ved jeg hvad de vidste.

Så ringede vi til min søster. Hun er to år yngre end mig. Vi spurgte om hun ikke kunne møde os i Kongens Have, så vi kunne fortælle hende noget. Det syntes hun egentlig var lidt besværligt, men indvilligede. På vej til Kongens Have gik vi ind i en boghandel på Strøget og købte en navnebog. Min søster spurgte om vi skulle giftes eller om jeg var gravid. Og hun blev glad. Så lå vi dér. På et tæppe i Kongens Have i forårssolen og kiggede i en navnebog. Ledte efter et navn til det barn, vi ikke anede eksisterede et døgn før.

Jeg ringede også og fortalte det til min anden lillesøster, som dengang var 13 år gammel. Og til min mormor, som fik at vide at hun skulle være oldemor. I en alder af 62.

Om aftenen tog jeg ud til min far og hans kone for at spise. Min far stod ved grillen, da jeg fortalte ham at han skulle være morfar. Det tog han meget roligt. Sagde tillykke imens han vendte bøfferne. Jeg gik ud i køkkenet til hans kone. ”Han er godt nok en sød fyr, ham Thor, hva?” sagde hun glad. ”Ja – vi skal også være forældre” svarede jeg. Hun hoppede en halv meter op i luften i overraskelse og lykke. Ren glæde. Ren støtte.

Min far kørte mig hjem sent på aftenen. Og så tudede jeg igen. Hele natten.

Det var den sidste nat med gråd. Herefter var jeg rolig og fattet både dag og nat. En af Thors veninder ringede til mig og sagde, at jeg bare skulle vide at når Thor var in, så var han all in. Jeg arbejde som kundekonsulent på Politiken og Thor arbejdede på en café. Vi lejede en lille lejlighed i Aalborggade på Østerbro. Jeg kastede op hele tiden – også en morgen på vej på arbejde midt på Rådhuspladsen. Ved mit første jordemoderbesøg fik jeg at vide, at jeg jo var lidt ung og i virkeligheden nok ville passe bedre ind ude på Hvidovre end på Gentofte – og jeg bad om at få en anden jordemoder. Jeg spurgte min mor, om hun ikke troede at kommunen lige skulle tjekke om vi var gode nok. Det troede hun ikke.

Det blev sommer og det blev efterår. Vi var lykkelige og nyforelskede. Vores datter skulle hedde Sia, ligesom den sangerinde, som vi lidt følte at vi var de eneste der havde opdaget dengang. Og så blev det den 24. November. Og så blev vi forældre. Ni måneder og tre dage efter det første kys.

   

10 kommentarer

  • Louise

    Jeg bliver altid SÅ glad af at læse jeres historie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Og jeg er bare glad for at du har lyst til at læse med! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg læser jeres historie. Jeg er selv 21 og har været sammen med min kæreste i 7 år. Vi snakker om børn og om hvordan vi gerne vil dele den oplevelse med hinanden. Jeg er helt rolig i omkring tanken, fordi jeg ved han bliver verdens bedste far. :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Åh hvor er det dejligt! I bliver helt sikkert nogle skønne forældre begge to – og jeg kan altså kun anbefale at få dem tidligt :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirstine

    Det er nok 10. gang jeg læser dette, og jeg bliver så glad hver gang! Det er virkelig en smuk historie! Jeg har slet ikke en historie som den, jeg mødte min kæreste på tinder 🙈 Dog er han også det mest rolige, fantastiske menneske, og når du skriver om Thor, tænker jeg altid, at du har en måde at beskrive lige netop min kæreste, uden at du jo gør det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Hvor dejligt at du også har fundet sådan en! Og hvis Tinder fandtes for syv år siden, så havde jeg højst sandsynligt også mødt Thor dér! 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • line

    Hvor er det bare noget af det mest romantiske jeg længe har læst kom lige til at hyle lidt), jeg var også meget ung (dog lige et par år ældre end du var), da jeg blev gravid først gang, og det var vildt selv om det var helt planlagt. I er for vilde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke dog en helt igennem dejlig historie :-). Jeg kan slet ikke huske hvor jeg var som 20-årig, men det inkluderede vist også mere druk end ansvarlighed. Godt gået. Af jer begge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Sådan var det sgu nok også gået mig, hvis det dér ikke var sket :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #40 (med frisør, fredagsbar og ferie)