Højhalset på budget

Travlt med noget vigtigt

IMG_0408

Jeg kan faktisk ikke huske hvornår klokken sidst er blevet 20:05, som det er tilfældet lige nu, uden at der er blevet lagt et eller andet skriv ud på det her domæne.  Men i dag har der ganske enkelt ikke været tid.

Der har ganske enkelt ikke været tid. Og det har været helt okay. For jeg har haft travlt med noget meget vigtigere. Mine unger.

Mine unger, som jeg har haft – alene – hele dagen. Thor smækkede døren bag sig klokken kvart over syv i morges – for at tage til polterabend. Og selvom det er hårdt, at være alenemor til tre – især på de dage, hvor man ikke lige kan aflevere dem et sted – så havde jeg faktisk glædet mig.

Jeg havde glædet mig, fordi jeg synes at der sker så meget for tiden. Dagene forsvinder og jeg føler ikke altid, at jeg når at se og høre og røre mine børn så meget, som jeg gerne vil. Det er måske bare en naturlig og forventelig konsekvens af mange børn plus hverdag – men det nager mig alligevel. Fornemmelsen af ikke at nå ordentligt ind. At mangle noget. At være bagud. Så jeg havde glædet mig til en hel dag – bare dem og mig.

Og det blev en dejlig hel dag. For jeg nåede ind. Vi har haft hele to hyggelige legepladsdates, spist grillpølser fra nabogårdens loppemarked til frokost, makrelmadder til aftensmad og chokolademadder til dessert. Og ja, jeg blev lidt for sur og stresset, da det hele spidsede til på vej hjem fra legeplads nr. 2 – hvor Hugo havde brug for flere bleskift end jeg havde medbragt bleer til, hvor Sia og Elliot blev rygende uvenner over hvis tur det var til at bære en elefantbamse – og hvor det viste sig, at vi havde efterladt både termojakke og fodbold. Men det er glemt nu og vi har grint og vi har krammet og jeg har fået læst utallige sider højt fra Sias læsebog – og Elliot har forklaret mig hvad alle hans pokemons kan udvikles til.

Og nu er jeg træt. Og glad og mæt. Og alt er godt.

Og det håber jeg også, at jeres lørdag aften bliver!

   

2 kommentarer

  • Det lyder dejligt og meget a la min egen dag. Faktisk er det hele ret genkendeligt, og du beskriver det ret godt med, at man ikke føler man når helt ind.
    I dag har jeg været alene med alle tre, og vi har gået tur, været på biblioteket, spillet Ludo og hygget os i gården. Det har simpelthen været så fedt!

    Jeg håber vi ses i morgen. I bio?

    Kram S

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Højhalset på budget