Det er blevet efterår

Tre år, tre gode grunde – og 33 timer

I mine gryder er der aftensmad, der simrer – og i min sofa er der drenge, der tygger tyggegummi og ser Gurli Gris. Thor er cyklet til Nørrebro efter Sia, der snart er færdig til dans – og jeg sidder her – ved mit spisebord med udsigt til mine tyggegummityggende drenge og med et halvt øre på pastavandet, der muligvis godt kunne finde på at koge over. Man kan aldrig regne med pastavand.

Og så følte jeg en trang til at skrive nogle ord herinde. I går aftes – da jeg havde smidt mig i min seng efter en aftenvagt og egentlig skulle skynde mig at falde i søvn, så jeg kunne være et minimum af veludhvilet til dagens dagvagt – åbnede jeg min yndlingsapp og opdagede noget. App’en hedder Timehop og viser mig hvad jeg har foretaget mig på de sociale medier for et, to, tre og så videre år siden – og i går fortalte den mig, at det var præcis tre år siden, at jeg udgav mit allerførste blogindlæg.

Og det er vildt, synes jeg. Det var det også den dag, jeg havde blogget i et år – og den dag, jeg havde blogget i to. En sær fødselsdagsfornemmelse. I tre år har jeg delt meget og lidt og ofte og sjældent – herinde. Og selvom frekvensen af mine indlæg er lavere end nogensinde før – så holder jeg stadig usigeligt meget af det rum, som bloggen er og giver mig. Jeg håber på, at jeg meget snart får overskud og plads i mit hoved til at skrive mere og bedre og oftere – og jeg skylder jer, der stadig hænger ved, en kæmpe tak for at være så loyale og støttende. Jeg sætter mere pris på jer, end I overhovedet kan forestille jer.

Og apropros overskud i hovedet, så har jeg i dag truffet en beslutning, som jeg tror og håber kan bidrage til, at jeg får mere af netop det. I virkeligheden er det en beslutning, jeg har truffet for lang tid siden – i dag fik jeg bare sagt den højt og gjort den til virkelighed.

Jeg går ned i tid.

Om et par måneder går jeg fra 37 til 33 timer og jeg glæder mig! Jeg har aldrig haft ambitioner om at arbejde fuld tid som sygeplejerske – jeg har altid forestillet mig, at jeg ville arbejde mindre imens mine børn var børn. Men til min jobsamtale blev jeg anbefalet at starte på 37 timer – med mulighed for senere at gå ned i tid – for at komme ordentligt ind i specialet. Så det gjorde jeg. Og det har fandeme været hårdt.

Og netop her kom Elliot hen til mig og spurgte hvorfor jeg arbejdede på computeren i stedet for at se Gurli Gris. Og det var jo i virkeligheden et ganske glimrende spørgsmål, så jeg klappede skærmen i tastaturet og døde af grin over issælgerens stemme i den episode, hvor Gustav køber en dinosaurusis. 

Og nu er det blevet aften og klokken er blevet alt for mange. Jeg fik fodret min familie af og så har jeg brugt resten af tiden på et forældrerådsmøde i børnehaven og det nye afsnit af Klovn. Og jeg burde gå i seng, men jeg var jo lige i gang med at fortælle noget vigtigt.

Det har fandeme været hårdt at starte på 37 timer. Ikke fordi 37 timer i sig selv er mange timer – men fordi man på den afdeling, jeg er faldet for, ikke slapper mentalt af i ret mange minutter ud af de 37 timer. Man er konstant på. Det er en intensiv afdeling, patienterne er overvåget døgnet rundt – og der er hele tiden alarmer, der bimler – og man er tvunget til konstant at registrere, om det er et af de børn, man har ansvaret for, der har brug for hjælp. Nu. Og det er fedt og spændende og jeg elsker uforudsigeligheden og det akutte aspekt. Jeg elsker, at jeg aldrig ved, hvad jeg møder ind til. Men jeg er altså også træt på en hidtil helt ukendt måde, når jeg går hjem. Og så kan det være overordentligt udfordrende, at finde de sidste reserver frem og eksempelvis prioritere at fokusere på Gurli Gris.

Så derfor. For at få mere tid til min familie – og for at passe på mig, så det forhåbentlig stadig er sjovt og fedt at gå på arbejde om et og fem og ti år – går jeg snart ned i tid. Fordi jeg kan.

Og nu skal jeg sove. For om syv timer trækker jeg i kitlen. Og jeg glæder mig.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

5 kommentarer

  • SofieW

    Tak for dig :-) Og tak for din blog – og dine refleksioner, som er så gode at spejle sig i, når man er nogenlunde samme sted i livet (i hvertfald mentalt, jeg er meget tættere på 40 end 30 – og føler at tiden går og går). Jeg synes, du er vildt modig, handlekraftig, og sej. TAK. Og god arbejdslyst!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Kæft en god beslutning.
    Du kommer til at værdsætte det så meget, husk tiden er til dig selv❤️🙏

    Kh en der har arbejdet på døgn i flere år..altid på nedsat tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tillykke med den beslutning!! Det lyder virkelig dejligt. Jeg har selv været selvstændig i en del år, og den frihed det giver ikke at skulle arbejde mindst 37 timer er helt fantastisk. Der er så mange ting her i livet, der er mere givende at bruge tid på. Jeg har overvejet selv at skrive lidt om det, når jeg har fundet ordene :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Åhr det er sådan et fint billede. Jeg får helt lyst til en 3’er. På teods af min yngste er knap 3 mdr. Så det kommer ikke til at ske. Lige nu hvert fald. Nyder i øvrigt at høre Hej mor -1000 år efter alle andre 😊 Hold op det er hyggeligt og faktisk lidt lærerigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Tak for dig og dine skriv – du er og bliver favoritten!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er blevet efterår