Med tusind veje at vælge

Tuder i en stillezone

img_0043

Står ved busstoppestedet på Trianglen. Jeg cykler jo, men har sjældent set så groteske mængder regn falde ned fra himlen, som da jeg fik fri i går. Så min cykel står på Herlev. Og nu står jeg her. Bænken er drivvåd og fortæller mig, at det kun netop må være holdt op med at regne.

Det ville ellers passe til mit humør, hvis det var blevet ved.

Og der kom bussen. Sidder inderst og alene. Og er stadig ved at tude. Skal faktisk virkelig koncentrere mig for at lade være – og at skrive ordene hjælper ikke, selvom det vel var det, jeg troede.

Forlod en grædende Hugo i går morges – og forlod en grædende Hugo for ti minutter siden. Indtil videre har jeg kunnet snige mig afsted inden nogen vågnede – så han har slet ikke opdaget det svigt, jeg føler, at det er. At jeg ikke er en del af hans morgen. At jeg siger godnat og vi ses i morgen eftermiddag. Om tæt på et døgn. Men de sidste to morgener er han vågnet tre minutter inden min deadline. Og han har krammet mig. Hængt tung og varm om halsen på mig – med ansigtet boret helt ind i min nakke og med tunge, rolige vejrtrækninger. Og lukkede øjne. Og jeg har nydt det. Suget det til mig og fortalt mig selv, at jeg nåede at tanke ham lidt op. Med kærlighed. Og så har jeg været nødt til at skrabe ham af mig og aflevere hans modvillige lille krop til den far, der står med det hele.

Står på Svanemøllen station. Mit tog er her om to minutter. Det var værre i morges end i går. Som om det allerede gik op for ham, at det er et mønster. Som om han blev skuffet over, at jeg gjorde det igen. Der var endnu mere modvilje. En lille, bævrende underlæbe og små tykke arme, der rakte ud efter mig. Tilbage mod mig. “Vil du vinke i vinduet?” fik jeg spurgt. Med lidt for påtaget begejstring. Og det kunne han jo blive nødt til – og så stod jeg dér. I den kolde, mørke og våde morgen og vinkede gennem et vindue. To meter fra ham og han brød sammen. Og alt i mig ville tilbage og holde ham – og nu tuder jeg. I stillezonen mellem Ryparken og Emdrup. Pis.

Leder lige efter meningen her. Imens solen står op over Dyssegård. Hvorfor helvede forlader jeg dem? Og jeg ved godt, at det kun er fire dage om ugen og at de i størstedelen af deres liv er blevet afleveret tæt på ni og hentet inden tre. Jeg ved godt, at jeg er pissehamrende forvænt. At vi allesammen er. Og at andre mennesker lever sådan her og at de overlever fint. Og at klumpen i halsen er væk om en time – når jeg står hos en patient og går ud af min verden og ind i hans. Jeg ved det godt, men det kan jeg ikke bruge til ret meget lige nu. Og så måske alligevel. Til at lukke ned for det, der skriger i mig.

Dæmpe det, i hvert fald.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

11 kommentarer

  • Maria Madsen

    Smukke dejlige Cecilie, sender dig kærlighed og energi til at rumme de svære følelsesmæssige ambivalenser/ udfordringer livet byder os. Kærligst Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg arbejdede på et tidspunkt i lufthavnen og tog også ofte hjemme fra før fem om morgenen. Min datter der den gang var omkring to sov dog altid når jeg gik, men jeg synes det var underligt at jeg først skulle se hende om eftermiddagen. Det blev bedre med tiden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Av den rammer lige hvor vi er nu! Tilbage efter ferie, til nyt job med åndssvage arbejdstider og derfor barn der konstant ser på mig med: HVAD FANDEN HAR DU GANG I?-øjne når jeg henter ham. Det gør fandens ondt i hjertet! Gudskelov har vi mormor, der tog en fridag for at passe 🙏🏻 Ellers var jeg stoppet med at arbejde! 😬

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth Vissing

    Ja, det kan være hårdt med afskeder, selvom vi ved at det går over.
    Bare husk EN ting. DU Er GOD NOK !
    Du gør det bedste du kan.
    Du behøver ikke at have dårlig samvittighed.
    Knus fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    😢❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kender følelsen alt for godt 😰 Er overbevist om, at tillod økonomien det, så ville jeg blive hjemme ved min guldklump ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Av av av, jeg kan virkelig mærke mellem linjerne, hvordan dit mor-hjerte bliver revet i tusinde stykker. Eller måske er det blot mig eget, jeg mærker? For selvom jeg er med til at vække og fodre dem af hver morgen, så nager det mig grusomt, at de skal være i skole/institution mange timer om dagen. Men det jo sådan det er. Det er hverdagen, det er hamsterhjulet, som vi bare har at følge med i :-/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Det er jo sindssygt sværtat skulle gå, når de små mennesker klamre sig til én og vil have, at man bliver. Det gør ondt, men tænker at alle vi forældre måske bør prøve på at lade være med at med at oversætte alt svært til dårlig samvittighed. Har selv en på to og hun er så sej til vores morgenrutiner og til at blive afleveret og så har vi lige haft to morgener hvor jeg knapt nok har kunne gå i bad fordi hun har klynget sig til mig. Svært ja, irriterende ja, men jeg min psyke går i spåner, hvis jeg går hjemme. Og vi er alle sammen gladere, når vi både er sammen alle sammen og har hvert vores liv. Også hende på 2 som elsker at være i sin vuggestue. Som forældre lærer vi jo vores børn om hvordan man lever et liv hele tiden, og det inkluderer jo også hvordan man bor, arbejder, laver mad, vasker tøj, håndterer andre behov osv. i en stor pærevælling. Så ja hvor er det hårdt og svært, men du behøver ikke slå dig selv så hårdt med den dårlige samvittighed… Håber alt det gav mening – du ramte lige noget i mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Celina

    Jeg er helt sikker på at vi ikke er alene om de tanker og følelser Cecilie. Jeg tror de allerfleste (mødre måske især) oplever den fornemmelse alt for ofte. Jeg har den også stort set hver dag, og det giver mig nok ofte en modstand ift. mit arbejde. For det føles ofte som om noget skal fixes når jeg igen er hjemme; råde bod på det vi har tabt i løbet af dagen. Det ER muligt at vælge anderledes; det har bare nogle bekostninger som vores samfund måske ikke helt tilgodeser. Og så er det at vi igen er ladt (næsten) helt alene. For hvad skal vi? Vælge hvad samfundet forventer eller agerer efter vores følelser og handle mod fornuften?! Jeg har ikke svaret endnu; måske du finder det først. Så jeg følger med ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine F

    Du skriver simpelthen så poetisk og smukt! Og jeg bliver revet med og føler med dig. Både pga. din fine måde at beskrive det på og pga. de velkendte tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Av! Du er fantastisk med dine ord og rammer lige ind i min egen jævnlige dårlige sanvittighed. Du må tanke lidt ekstra op på kærligheds- og omsorgskontoen (både din og hans) i eftermiddag.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Med tusind veje at vælge