Min tid i USA #1

Tuder i mine cheerios

Eller, i de cheerios, som jeg sirligt og med mit veltrænede pincetgreb, samlede op fra gulvet. Efter Hugos morgenmad-til-eftermiddagsmadsmassakre. Imens tårerne fik frit løb og jeg prøvede at forstå, hvad jeg lige havde læst.

For jeg havde fået en mail. Fra en læser. Som jeg i anonymiseret form har fået lov til at dele.

“Kære Cecilie

Nu er jeg normalt ikke typen, der sådan kommenterer eller på anden måde gør mig bemærket ift. ting jeg læser, men nu prøver jeg sgu alligevel.

For ca. 7 måneder siden fik jeg konstateret kræft og har været igennem et langt forløb med behandlinger.
Omkring samme tid opdagede jeg din blog og har siden da været trofast læser.
Der sker desværre det, at jeg for 3 uger siden bliver opereret og mister synet på mit ene øje. Mit raske øje ser jeg kun 30% på, hvilket er noget af en tilvænnings sag.
Den første uges tid efter operationen var det svært for mig at læse og det stadig ret langsomt og jeg er derfor først nu kommet igennem dine indlæg.

Så nu kommer jeg frem til min egentlig pointe..
Hold nu, hvor har jeg savnet at læse noget fra dig! Det er så rart og hyggeligt at følge med og man kan ikke helt lade være med at holde af din søde familie (uden at det lyder for stalker-agtigt).
Jeg er selv 27 år og selvom jeg lever et helt andet liv end dig, så bliver jeg lidt glad når jeg læser om hverdag.

Så.. Tak, fordi du skriver så pisse godt at jeg simpelthen ikke kan lade være med at følge med.

Det var bare det jeg ville”

Shit. Jeg sad i min lænestol og stirrede ud i luften. Og så begyndte jeg at samle cheerios op. Og så begyndte jeg at tude. Af medlidenhed og taknemmlighed. Og af alle mulige grunde, som jeg måske ikke helt har fået sat ord på endnu.

Og egentlig ville jeg helst beholde den mail for mig selv. Gemme den i mit hjerte og i min mailbox. Til en regnfuld dag. Eller bare til en af de dage, hvor jeg sidder i photoshop og strikker collager sammen og tænker, at det her ikke giver en skid mening. Eller hvor jeg fortæller jer om hvor jeg har spist brunch og hvad tid børnene sov – og tænker, at det her er ufatteligt overfladisk.

Men det gav mening for mig at dele den – for at sige tak. Og jeg kan godt forstå, hvis det kan virke som om, at bloggere ikke laver andet end at sige tak. I nutid og datid og på kreative måder og af utallige årsager. Men det er sgu ikke for sjov. For man har behov for at sige tak når man kan mærke, at det man laver, betyder noget for folk. Når man får at vide, at man er blevet en del af nogle andre menneskers liv og hverdag – gennem en computerskærm. Når man udbasunerer sit inderste og det ikke bare ryger ud i uendeligheden, men ud til ægte mennesker.

Tak. Fucking tak. Til jer alle sammen. Til jer, der kommenterer flittigt og til jer, der stille tager imod.

Og især til dig.

img_1102

4 kommentarer

  • Line

    Hej Cecilie
    Der skal også lyde en tak herfra for en skøn blog, der helt og holdent er blevet min yndlings. Jeg kan huske du i en snap fortalte, at dine læsere fortrinsvis er fra København. Jeg er fra det nordligste Nordjylland, så du har skam også nået helt ud, hvor kragerne har vendt forlængst :)
    Din chili sin carne fra igår så rigtig lækker ud – har du mon en opskrift, du vil dele?
    Kh fra det mørke Nord :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Line. Tusind tak – sådan en kommentar gør mig endnu gladere end du kan forestille dig – og hvor er jeg glad for, at jeg når helt op til det mørke nord! Der skal nok komme en chili-opskrift. Jeg skal bare lige have lavet en ny omgang, som jeg husker at fotografere ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor fin en tanke og kompliment, at sende ud – kan godt forstå, du blev glad!
    Vi fik også for nylig en kommentar om, at vedkommende altid kom til at grine, når hun læste vores indlæg og hun ville ønske hun havde bedre tid, til at læse blogs, så snart hun klikkede sig ind på vores. Og bevares, det er da en lille ting, men alligevel. Så kan man for alvor mærke, hvor meget man bør gøre i sine skriblerier, når folk sender så fin ros ud :)

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min tid i USA #1