Stolt

Underskud, smugtuderi og kaffe med procenter

img_8575

19:37. De store ser Disneysjov. Den lille snakker fra tremmesengen. Forsøger vist at fortælle os, at det er pisse unfair, at han ikke må spise slik og se tegnefilm. Det har han vel også en pointe i.

Jeg har hældt slik i den skål, jeg købte hos en keramiker på Ærø. I hendes værksted. Sådan et sted, hvor tiden lod til at stå stille – og hvor der var uendeligt meget af den. Hun var indbegrebet af ydmyghed, keramikeren. Solgte de fineste ting alt for billigt. Jeg udfordrede mig selv i slikbutikken. Besluttede mig for at holde mig til de samme 100 gram, som jeg lader mine unger blande. Tænkte, at man jo ikke nødvendigvis behøver at få ondt i maven hver fredag. Fortryder big time nu, hvor jeg netop har smidt den sidste lakrids i gabet.

Jeg har hældt Baileys i min kaffe. Det har jeg brug for. Sia blev ringet hjem fra koloni i går morges – kun halvvejs igennem. Hun virkede sløj. Havde sovet til middag, klaget over halssmerter og var generelt bare ikke på toppen. Men hun ville virkelig ikke hjem. Jeg var ved at tude. Fik så pissehamrende ondt af mit barn, der har været gennem et forår med 5 halsbetændelser og en operation – og som nu måtte hives hjem fra den koloni, hun havde glædet sig så meget til. For fanden. Øre- næse- halslægen sagde at det så fint ud – men konstaterede samtidig at hun havde haft et betydeligt vægttab efter operationen og at det ikke var så underligt, at hun energimæssigt ikke var klar til det høje aktivitetsniveau og de mange indtryk, der trods alt er, når man samler 60 børn i en spejderhytte. Og så sendte han os på Mc’Donalds.

I dag havde jeg begge de store hjemme. Forbarmede mig over Elliot, som jeg har haft kronisk dårlig samvittighed overfor de seneste uger – og gav ham en fridag. Vi havde en hyggelig og langsom morgen med kortspil, hvorefter jeg opfordrede jeg dem til at underholde dem selv, så jeg kunne få arbejdet lidt. Det gav Elliot ikke meget for. Han skød løs på mig med spørgsmål – især fodboldrelaterede og umulige at svare på. Og jeg blev så irriteret. Alt for irriteret. Alt for hurtigt. Og så blev jeg ked af det. Gik ind i soveværelset og småtudede i smug. Dybt frustreret over, at jeg allerede er her igen. Helt ærligt, det er ikke mere end fem dage siden jeg vendte hjem fra Ærø – fuldstændig overbevist om, at jeg havde fået ladet batterierne op. At jeg havde fået slappet af og var fuld af overskud. Og pludselig så jeg mig selv udefra og kunne se verdens mest underskudsagtige, kortluntede og irritable mor. Ude af stand til at rumme en skid. Hvad fanden er det for nogle slidte lortebatterier, jeg har? Kan man købe nogle nye?

Jeg blev skræmt af min egen reaktion. Af at der ikke skulle mere til. Af at jeg blev så ked af det. Og så alligevel ikke mere skræmt, end at jeg godt ved, at det er en fase. Endnu en fucking fase. Og en velbegrundet en. Det her forår har været vildt. Jeg har rejst for meget – gjort for meget. Mine børn har haft for mange sygedage og jeg har arbejdet for meget. Og deraf læst for lidt, hvilket jeg betaler prisen for nu, hvor jeg er faretruende tæt på en eksamen, som jeg ikke føler mig i nærheden af klar til.

Det skal nok gå. Det skal det altid. Jeg har Ærø i min keramik og procenter i min kaffe. Og nu vil jeg slutte mig til min datter, der har optur over Klipfiskerne.

God fredag. Og tak fordi I tager imod.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

16 kommentarer

  • Mille

    Kære Cecilie

    Jeg aner ikke, hvordan dette blog-halløj virker – mon du ser min kommentar, selvom dit indlæg er gammelt?

    Jeg ELSKER, du skriver. Jeg har aldrig tidligere fulgt en blog, og alligevel er jeg bundet som ved et trylleslag. Det er fantastisk at læse din blog, og min kæreste har nu altid styr på mine overspringshandlinger: “tre gode grunde?!” Mig: “JA!!!”…. Og Cecilie for pokker, hvor er du god. Sikke et talent du har for at skrive – ikke mindst den balance du tilsynelandende evner at finde mellem at give så meget og alligevel udlevere sp lidt. Imponerende!

    Jeg er selv mor til en enkelt baby på 9 mdr, medicinstuderende færdig i efteråret og så godt som opvokset på Østerbro, hvor mine forældre stadig bor, hvorfor jeg føler så meget for din hverdag og altid tænker at en skønne dag må jeg da støde på dig! Åh hvor du virker sympatisk.

    Da jeg læste dette indlæg tænkte jeg over 1) hvornår startede den dårlige samvittighed? Da du fik Elliot? 2) Gud hvor kender jeg dog til alt med dårlig samvittighed og eksamen. 3) Har du nogensinde skrevet om dine overvejelser i fht. at få Elliot så hurtigt efter Sia? Udover at du var skruk, som du nævner i podcasten. 3) har jeg selvfølgelig glemt her midt i min ellers vældigt kloge tankeproces oppe i sommerhuset efter lidt for meget rødvin!

    Mvh. Mille

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Mille. Du kan tro, jeg fik din kommentar – og at jeg læste den tidligt fredag morgen, med øjne, der knapt kunne åbnes og en varm fornemmelse i hele kroppen. Jeg ved ikke hvornår den dårlige samvittighed startede. Men jeg ved, at du fik mindet mig om alt det, jeg elsker ved at skrive – og det skal du have verdens største tak for!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Kære Cecilie.
    Det er en fin blog du har – jeg nyder at læse med her hos dig. Du skriver smukt, vedkommende og for mig ofte relaterbart. Jeg vil bare pippe at det hele nok skal gå, for det gør det altid. Jeg selv tar også ofte en tudetur i smug, når følelsesbægeret flyder over og man føler sig som en fiasko som mor. Heldigvis ved jeg at jeg gør det bedste jeg kan, oftest er det nok, andre gange ikke. Men sådan må det være at være et helt almindeligt menneske med mange børn og alt for mange opgaver. Jeg hepper på dig og synes at du virker til at være den skønneste mor!
    P.S. Bare klø på med eksamen – vi to var engang i klinik sammen på rigshospitalet, og jeg er sikker på at du bliver en forrygende sygeplejerske!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Kære Sandra. Tusind tak for de pæne og opbakkende ord – de varmer og gør det hele lidt lettere! Og hvor er det dejligt at høre fra dig – jeg har ofte tænkt på hvordan du går og har det :) Måske vi ses ude på hospitalsgangene en dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Tak. Bare tak ❤💚

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Åh, den forbistrede ro! Den er så svær at holde på, især når den kaotiske hverdag melder sig igen. Varme tanker til dig – og just for the record, så virker du som den skønneste mor! Jeg er sikker på, at dine børn er enige 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Den er SÅ svær at holde fast i! Og tusind tak – det betyder mere end du ved ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alexandra

    Ejjjjj sådan en dag har jeg også haft idag. Det er min sidste dag på barsel med den mindste, og lod min store pige blive hjemme fra børnehave, så vi kunne hygge. Jeg føler jeg ikke har lavet andet idag end at skælde og og parkere hende foran Gurli Gris, så jeg kunne få en pause fra madlavning, tis i sofaen og trodsalder. Min lille baby sov bare dagen væk. Nu er jeg bare ked af at være så lidt rummelig, og af at min sidste tid med min baby er slut😢Godt det snart er tid til sommerferie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det er svært. Og så åndssvagt hårdt, når den dårlige samvittighed rammer. Heldigvis ved jeg godt, at jeg er alt for hård ved mig selv – og det er du garanteret også ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Viola

      Åh, det kender jeg godt! Jeg er ret meget alene med begge mine piger i tiden, da min mand arbejder alt for meget. Og selvom dagene som regel starter med overskud og de bedste intentioner, så ender de ofte i alt for meget netflix og en lidt for skinger mor!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Tak for dette indlæg. Jeg tror, at det måske var for din egen skyld også, at du udgav det. Men tak fordi, det dermed blev mig til hjælp fordi jeg måtte læse det, mig som kender lignende tanker og situationer. Tak for det du deler. Genkendeligt, sårbart, humoristisk og kærligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tusind tak. Det betyder meget, at det giver mening for andre – selvom det rigtigt nok først og fremmest er for min egen skyld ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Min mor sagde engang til mig “Historien viser, at det nok skal gå” – det ved jeg ikke, om du kan bruge til noget, men det har jeg selv holdt fast i, i et lidt turbulent år, når jeg har følt mig overvældet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Jeg skriver det bag øret – og prøver at holde fast. Tak! ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Reba

    Jeg kender dig ikke, men følger glædeligt med i dit liv via bloggen. Jeg får bare lyst til at sende et stort kram ❤ Jeg kan lige sætte mig ind i din følelse og situation! Man må GERNE tude lidt i smug.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stolt