En decideret dejlig dag

Undskyld uden noget

image

Undskyld. Et lillebitte ord. På otte bogstaver. To stavelser. Ikke helt lydret, men alligevel ret nemt at stave. Helt ufatteligt svært at sige. For mig i hvert fald.

Ikke svært at sige, hvis det er efterfulgt af et “men” og et forsvar. Et modangreb. Men svært at sige i sin helt rene form. Kun bestående af de otte bogstaver og to stavelser. Undskyld uden noget.

I går gjorde jeg det dog. Eller, jeg skrev det – men det gælder lige så meget. Det var morgen. Jeg skulle aflevere Sia og videre til mit praktiksted. Jeg troede, at vi skulle cykle, da det pludselig gik op for mig at det regnede. Jeg cykler ikke i regnvejr. Så jeg tjekkede rejseplanen og konstaterede, at vi skulle afsted nu – såfremt vi skulle nå bussen. Jeg blev stresset – fik Sia lynhurtigt i sko og jakke og opdagede, at mit dankort var væk. Mit dankort, som jeg skulle bruge og som jeg havde en idé om at Thor vidste hvor var. Fordi Thor ved hvor ting er. Så jeg råbte på ham. Tværs igennem lejligheden. “Thor! Hvor er mit dankort??”. Og han svarede ikke. Så jeg råbte højere og vredere – og han ignorerede mig. Garanteret fordi, at han med rette var træt af, at jeg aldrig har styr på hvor mine ting er – og garanteret fordi, at han med rette var træt af, at jeg råbte af ham. Vredt og stresset og højt. Jeg fandt på mirakuløs vis selv kortet, råbte vist noget med at det var irriterende, at han ikke ville hjælpe mig og kom afsted.

Super. Fed start på dagen. Og fed følelse i maven, når man udemærket godt ved, at man har været en uretfærdig, sur kælling. Og det regner. Og man får afleveret barnet og man står og venter på den bus, der skal fragte én videre på rejsen mod Amager. Og man modtager en sms. Fra sin mand. En vred sms med en tæmmeligt klar besked om, at man ikke vil finde sig i at blive råbt sådan af.

Jeg var så tæt på. Millimeter fra at gøre som jeg plejer. Millimeter fra at skrive noget i retning af “undskyld, men det er fandeme også irriterende, at du ikke svarer mig når jeg kalder på dig og du kan høre at jeg har travlt”. Men jeg vidste jo godt, at manden fortjente en uforbeholden undskyldning – og at en undskyldning efterfulgt af et modangreb, egentlig ikke er en undskyldning. Så jeg lagde telefonen tilbage i lommen og ventede. Og en halv time senere, da jeg var kommet frem til min destination, havde trukket vejret og sat mig ned, fandt jeg den frem igen. Og skrev undskyld. Undskyld uden noget. Undskyld punktum.

Undskyld.

   

2 kommentarer

  • Maibritt

    Med fare for at lyde som en ældre kedelig dame, ( 48 år😀) bliver jeg nu nødt til at kommentere på dette indlæg som jeg netop har læst. Jeg følger ikke med helt regelmæssigt på din blog men et par gange. Så jeg kender ikke dig og din mand. Så dette er en kommentar kun på dette indlæg.
    Jeg tænkte ved mig selv: måske føltes det svært at sige undskyld fordi der ikke VAR grund til at sige undskyld. Jeg tænkte også: Gud er ungdommen så sarte idag? Min udorbeholdne mening er denne, og du må tage den eller bare tænke jeg er i en anden verden end din, men siden du skriver det på en blog så får du den her;
    Jeg synes på det bestemteste at det havde klædt din mand meget bedre at haste ind til dig og hjælpe dig med at finde dit dankort. Særligt når han hører du er i nød og har travlt med din datter. Jeg synes det er dybt ubehageligt at han ovenikøbet ignorerer dig og jeg synes det er skidehamrende og aldeles upassende og overordentligt sart at sende dig en vred SMS. Over at han ikke vil finde sig i at blive råbt af.
    Faktisk blev jeg dybt forarget.
    Også over at du åbenlyst selv er der hvor du føler du skal undskylde.
    Jeg blev helt trist.
    Jeg ser på parforholdet på en helt anden måde. En måde hvor man hjælper hinanden. Hvor man forsøger at afhjælpe hinandens svagheder. Efter en skilsmisse og mange års erfaring skriver jeg dette. Jeg går ikke ud fra din mand normalt er sådan her. Men jeg synes virkelig det lyder som et trist mønster. Og mega anstrengende. Mere nænsomhed. Mere tolerance. Og ikke undskylde for at bede om hjælp selvom man råber fordi man skal ud af døren i en vis fart med unger osv.
    Håber ikke du sys jeg er træls. Men at du vil tænke lidt over det. Jeg kommenterer meget sjældent på blogs. Men denne her berørte mig.
    PS. Jeg var blevet rigtig ked af at blive behandlet sådan hvis det var mig. Og så ovenikøbet at skulle sige undskyld sys jeg bare er over stregen. Sys det er ham det skylder dig en undskyldning. Og måske var der en GOD grund til din første indskydelse nemlig at råbe tilbage.
    Ikke at jeg ikke sys det er en overordentlig god ide at kunne undskylde. Helt sikkert et yderst vigtigt element at kunne. Men det skal sadtsusemig være relevant når man gør det.
    Men jeg er helt eftertænksom. Tænk. Må man ikke råbe lidt i deres generation??
    Min mand ville have kommet løbende for at hjælpe med at finde dankort. Eller nøgler. Eller WHATever. Og det elsker jeg ham højt for.
    Du elsker helt sikker også din mand for en hel masse gode ting.
    Så tag bare denne kommentar for hvad det er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Sejt.

    Godt du lagde den ned i lommen. For det e’er sgu svært.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En decideret dejlig dag